Det har altid været mandens rolle at betale for maden, når han var ude på en hed date med en dejlig kvinde. Det har været en del af spillet, hans måde at vise kvinden, at hun var udvalgt, værdsat og ønsket! Men sådan er det ikke altid længere. Mange unge mænd fortæller mig, at de har droppet det lille ritual med at hive pungen frem. I stedet splitter de regningen, og lader daten betale for sin egen kyllingesalat og latte.

Hun er udvalgt
Altså. Jeg går selvfølgelig ind for ligestilling, og jeg er godt klar over, at kvinder i dag kan tjene mere end deres mandlige dates gør, men alligevel. For mig at se, er der visse ritualer, der er værd at holde fast i, når det kommer til forførelsens kunst. Når en mand betaler for herlighederne efter en middag med en date, er det hans måde at vise sin store interesse på. Han fortæller på den måde, at hun er udvalgt og værd at kæmpe for. Jeg ved godt, at manden kan være en fattig studerende, men så vælg et billigt pizzeria med en billig, men dejlig, vin, og vis din udkårne, at hun er værd at bruge de sidste surt tjente sparrepenge på.

Rollespil for voksne
Jeg synes, det er synd at udjævne alle de herlige kurtiseringsritualer. Dating er jo et slags rollespil for voksne. Det er en leg. Det er forførelse. Det handler om at flirte og lukke hinanden ind og måske få et lille kys eller en omgang i høet. Det handler ikke om at lægge store forkromede fremtidsplaner med indbygget fællesøkonomi … den ta’r man senere! Lige nu handler det om at lege sig ind på hinanden. At turde lukke op. Og hvis der er noget, kvinder elsker, så er det at føle sig flatteret, begæret og udvalgt! Hun kan lide, at manden tør gøre stormkur i stedet for at fedte rundt. At han viser sin begejstring for hende, så hun føler sig værdifuld. Hun bryder sig ikke om at være i tvivl om hans hensigt. Hun kan lide, at han viser initiativ, at han handler på sin lyst til at gøre hende glad. At han vil bruge penge, tid, ALT, på at lære hende at kende.

Nærig og bange?
Og manden behøver ikke føle sig udnyttet og flået. Han vil snart blive inviteret hjem på lækker middag hos hende, hun vil komme til at forkæle ham på alle områder, bare rolig. Hiv nu bare pungen frem i dén her leg! Faktisk er der noget utrygt ved en mand, der splitter regningen. Hans frygt for at give mere end kvinden, kan meget vel afspejle sig i sengen og i hans måde at håndtere følelser på. Tingene hænger sammen. En mand, der er bange for at betale regningen, er en mand, der er bange for at give for meget af sig selv. Bange for at slippe tøjlerne og miste fodfæste. Jeg siger det bare!

Generøsitet
Det sjove, ved at gå ud og spise, lære hinanden at kende og forføre hinanden, er (blandt andet) det erotiske spil. Den romantiske leg, de forførende ritualer. Og hér er polariteten mellem kvinde og mand vigtig. Det nytter ikke noget, at det hele bliver så aseksuelt, at det føles som om, man er til møde med sin bankrådgiver. Vi skal da spille på vores køn. Kvinden stritter med brysterne og maler sin læber røde for at vise, at hun gør kur, at hun er interesseret i den mand hun er ude med. Og manden mander sig op, træder i karaktér og holder fast i sin rolle som mand. Han viser sin generøsitet, sit givende væsen, initiativ og handlekraft. Ja! Så drop dét der med at fedte rundt med splittede regninger, livet er for kort til smålighed. Fyr den af i datingfasen. Forfør din kvinde for vildt. Vis hende at hun er dén, du vil ha’!

Hvem vil ikke gerne gå hånd i hånd med sin elskede på kærlighedens glade landevej? Hvem vil ikke gerne være på kurs mod det rigtige her i livet; børn, hus, sød bil og hjørnesofa? Vi ser skævt til de af vores venner, der laver afstikkere; dem på vej alene ned ad grusstien, eller dem der fiser rundt i single-rundkørslen. Nej, det er nu engang bedst at vandre hånd i hånd på kærlighedens landevej.

Kærlighedens forudsigelighed

Men. Ret skal være ret, det er temmeligt kedeligt i længden at opretholde det søde kærlighedsliv fuld af pligter, hverdag og gøremål. Livet bliver forudsigeligt, alt er planlagt og skrevet ind på regnearket. Vi behøver ikke at spørge om noget, for vi kender svaret, så hvorfor snakke så meget sammen? De romantiske sms’er reduceres til huskelister; køber du 2 liter mælk og wc-papir med hjem skat? Og selv det tidligere blussende sexliv har fået en fast onsdagsplads i skemaet, og er efterhånden blevet lidt tungt, kendeligt og forudsigeligt at gennemføre. Men. Vi elsker stadig hinanden. Og vi bliver og kæmper! Selvom vi ikke længere helt kan huske, hvad vi kæmper for. Vi har opnået det hel; fået børn, hus, sød bil og hjørnesofa, og vi ser på andre, der ikke har det godt og tænker; godt vi er hér, sammen … om ikke andet for børnenes skyld.

Hvornår kommer belønningen?

Men altså. Når der ikke er mere luft i ballonen, når vi er kørt træt i hverdagens trivialiteter, når det er tid til at sige: Tak for kaffe, kammerat, ja, skal vi ikke bare være kammerater nu? Når alt peger på, at den lidenskabelige gnist er død, når man ikke længere ser på hinanden som andet end kammerater, jamen så er det tid til at afslutte forholdet. Men nej! Der skal kæmpes og lides endnu mere!! Vi skal skændes, slås og forhandle endnu mere, for vi skal for enhver pris blive sammen, skal vi ikke? Jo. Det er som om, vi tror, at hvis vi bliver sammen, så bliver vi belønnet, så får vi en eller anden medalje en dag, eller vi får liderligheden tilbage til hinanden, eller vi bliver helt vildt lykkelige… om ikke andet når vi bliver gamle og sidder sammen hånd i hånd på en badebro.

Kærlighedens cyklus

Frygten for skilsmisse er stor. Vi frygter, at hele verden går under, at fundamentet under os skrider og forvandler sig til brændende lava. Måske er det også sådan det føles. For en stund. Men bare fordi vi har bygget tryghed op sammen, behøver vi jo ikke at miste vores fundamentale tryghed, bare fordi vi ikke danner par længere! Vi er jo trods alt voksne mennesker, med begge fødder på jorden, og hjertet siddende på rette sted. Vi behøver ikke være så absurd bange, vi er jo alle sammen bare en del af kærlighedens cyklus: Vi møder kærlighed, vi flyver til månen sammen og tilbage igen, vi får et par børn eller et hus eller en hjørnesofa, vi vokser fra hinanden og bliver mere venner end elskende, vi går fra hinanden og siger farvel til parforholdet, vi bliver singler, vi møder ny kærlighed, vi flyver til månen og tilbage igen, vi køber ny hjørnesofa, vi splitter op og så videre …

Skilsmisseglæde

Det er nøjagtig samme cyklus, vi alle fiser rundt i. Vi kender alle faserne, som afløses af de næste, så hvorfor favoriserer vi den ene fase fremfor den anden? Selvfølgelig er det dejligt at flyve til månen sammen, men dén fase varer jo kun et stykke tid, og der er også ulemper ved den, såsom jetlag, usikkerhed og jalousi. Hvorfor blive ved med at bilde os selv ind, at kærligheden er en landevej, når den er en cirkel? Hvorfor tro, at der er mere kærlighed i at mødes end i at skilles? Lad os se på skilsmissen. Hvad sker der reelt, når vi bliver skilt? Selvfølgelig er der først en masse drama, lidelse og rystelser i fundamentet, men hurtigt, ofte meget hurtigt, viser det sig, at livet er mangfoldigt og fuld af glædelige overraskelser, når vi har givet slip. Se bare hvad der sker; vi blomstrer op! Vi finder os selv på skøre weekendkurser, vi kaster os ud i eksperimenterende sex med spøjse typer, vi rejser med vennerne sydpå, vi skifter hår og tøjstil, vi danser og flirter, vi gør pludselig alt det, vi glemte at gøre i parforholdet. Vi finder os selv frem igen. Vi genskaber vores gode gamle JEG. Vi møder nye mennesker og glæder os til alle de eventyr, der venter rundt om næste gadehjørne. Vi finder de gamle drømme frem igen, og tror på skøre idéer og indfald. Pludselig finder vi tryghed i livsglæde og drømme og savner (overhovedet) ikke længere de konforme hverdagsritualer i det gamle parforhold. For vi har fundet ny kærlighed; kærligheden er til os selv!

Nyd alle faser, hvorfor ikke?

Kærligheden er en cirkel. Kærligheden er der hele tiden. Nogle gange i form af lidenskab til et andet menneske, nogle gange som selvkærlighed, arbejdskærlighed eller naturkærlighed. Vi elsker vores børn, vi elsker vores liv. Kærligheden er hos os hver dag, lige meget om vi er på vej ind eller ud af et parforhold. Alt det med at gå ud og ind ad et forhold kommer af sig selv, så længe vi bare sørger for at nyde de forskellige faser, vi står midt i. Vi behøver ikke blive desperate som singler, eller være bange for at gå ud af et forhold, når det er slut. Det hele er en naturlig cyklus, og der er nydelse og glæde i alle faser. Nyd dit parforhold. Nyd dit singleliv. Nyd din skilsmisse. Livet forandrer sig og den ene fase er ikke bedre end den næste. Længe leve kærligheden og længe leve skilsmissen!

Kærligst Jakob

Børn og unge i dag skal blive til noget, de skal klare sig godt og blive til superborgere med stor nytteværdi for vores land. Jo, vi ligger i hård konkurrence med Kina om hvilke børn, der klarer sig bedst i skolen. Så vi justerer på skolereformen og strammer op, for der skal dæleme fyldes ressourcer på vores unger. De skal lære flere sprog, mere matematik, mere samfundsorientering og så videre og så videre.

Det vigtigste
MEN lærer de egentlig det allervigtigste? Ups, der mangler noget! Vi mangler da dét fag, der kan ruste vores børn og unge til at være mennesker på godt og ondt, til at kunne klare sig i den store følelsesjungle som voksenlivet er og til at kunne navigere i konflikter, skilsmisser, familiedramaer, selvværdsproblemer. Vi mangler at lære vores børn og unge om det vigtigste i livet, og det vigtigste at arbejde ud fra, nemlig: Kærlighed!

Jeg fatter ikke, at vi skal lære så meget latin og matematik, når det samtidigt er fuldstændig op til os selv at lære at lykkes i vores følelsesliv, i vores relationer og i vores omgang med andre mennesker. Vi får ikke værktøj til at klare os, vi får bare bind for øjnene og bliver skubbet ud i voksenlivets realiteter, og hvad ender det i? Familiestridigheder, ulykkelige forelskelser, jalousi, stress, dårlige skilsmisser, der rammer vores børn i sjælen, angst, depression, vold, voldtægt, fremmedhad og aggression. Ja det lyder voldsomt, men det er det da også. Hvis vi ikke bliver mere bevidste om os selv, vores grænser, vores mønstre, så reagerer vi i blinde; i selvdestruktion eller i vrede mod dem vi elsker. Og dét er sgu ikke kærlighed!!

Det hele menneske
Hvis vi skal styrke den enkelte elevs ressourcer, er det ikke nok at tilbyde fremmedsprog og matematik. Vi må se på eleverne som hele mennesker. Vores børn og unge skal (udover at få 12-taller til eksamen) oplæres i at navigere i næstekærlighed, i selvkærlighed og i seksualitet. De skal have redskaber til at kunne klare sig følelsesmæssigt godt, blive harmoniske, stærke, overlevelsesdygtige … og lykkelige. (Vi vil så gerne være en lykkelig nation!). Vi er kærlighedsvæsner, og vi er seksuelle væsner, og det er stærke kræfter dét shit! Det er i vores hjerter, dæmonerne kan sætte sig: Svigtet. Afvisningerne. Ensomheden. Og dét skal vi lære at deale med på en ligeså naturlig måde, som vi lærer at skrive en engelsk stil.

En ressource
Kærlighed er en ressource, måske den allerstørste vi besidder. Den skal bruges kløgtigt. Kærlighed skal på skoleskemaet! Det er vigtigere, end at vi kan slå kineserne i at forbruge og ”vækste” derudad. Vi bliver ikke lykkelige af mer-materialisme. Vi bliver lykkelige, når vores relationer fungerer, det er det, vi skal have fokus på. Når vi drager omsorg for hinanden, når vi mærker respekt og kærlighed til os selv, til vores familie, til kollegaer, til den fremmede på gaden, til hende/ham den lækre, vi har sex med. Vi trives, når vi mærker kærlighed til den verden, vi lever i. Når græsset gror og vi elsker det hele. Så har vi nemlig lyst til at skabe og give kærligheden videre, og det er en smart plan i det lange løb.

Kærligst Jakob

Hvem er det egentlig, der har lært os at storme rundt og søge efter kærligheden konstant? Hvor kommer det fra? Jeg ved godt, at kærlighed er livsvigtig, kærlighed er det største, det bedste, dét der kan få junkier til at rejse sig fra gravens rand og få styr på økonomien og få psykopater til at forvandle sig til humanitære hjælpearbejdere. Kærligheden kan få os til at blomstre for vildt, den kan gøre os lykkelige og den kan revolutionere verden! Jeg er helt enig. Fuldstændig enig.

Gør dig fortjent til kærlighed
Jeg synes bare, det er komisk, at vi tror, vi skal have (og kræve) kærligheden fra ét bestemt udvalgt menneske, som efter kærlighedsudvælgelsen skal fylde os op med den magiske eliksir kaldet ”kærlighed” på daglig basis. Vi tror, der skal komme én og fylde på os og vi tror, at kærligheden kommer udefra. Når vi er singler, søger vi med lys og lygte efter en kæreste, så vi ikke skal leve uden kærlighed. Og når vi er i parforhold, bruger vi vores sparsomme tid på at overveje, om vi nu får kærlighed nok af kæresten, eller om vi i bund og grund burde finde en bedre, ”den rigtige”. Vi jager rundt efter den der såkaldte kærlighed og tror, vi skal gøre os fortjent til den: Er det min mave, der er for slasket? Jeg må hellere træne den mere til fitness, så jeg kan få kærlighed. Står puderne i min sofa nu rigtigt? Hvad er der galt, alle andre har fundet kærligheden bare ikke mig!!??

Vi vil fyldes op
Kærligheden er åbenbart en person, der skal komme og tilføre os den tryghed vi mangler, give os den glæde vi savner, fylde den tomhed ud vi har inden eller i det mindste gå ud med skraldespanden!! Vi vil trøstes, beundres, forgudes, knaldes, masseres, vi vil ha’ dét, der hedder kærlighed. Men hallo. Kærlighed er da ikke en helt bestemt person, der skal gøre noget helt bestemt for os, på et helt bestemt tidspunkt, (det er jo tyranni!). Kærlighed er ikke noget, der kommer og går, noget man skal gøre sig lækker for at få fat i og noget man skal opnå. Man kan godt bestille en build-a-bear-mand på nettet, men det er ikke kærlighed! Vi kan sagtens gå ud og skaffe sex, bekræftelse, ruchebaneture, det er dejlige oplevelser, det er dejligt, men vi skal ikke forveksle det med kærlighed og blive afhængige af særlige oplevelser eller særlige mennesker, vi tror, skal fylde magiske kærlighedsvæsker i os.

Kærlighed er liv
For mig at se er kærlighed en tilstand. Vi har den alle i os, vi er født i kærlighed, babyer stråler som små stjerner! Kærligheden er inde i os, selv når alt virker tomt og koldt, så har vi den indeni. Kærlighed er en tilstand, ikke et mål. Kærlighed er nydelse, det er tålmodighed, accept af den situation vi befinder os i, af den vi ér og af det vi gør. At opleve kærlighed er at lukke hjertet op, så vi kan mærke alle fornemmelserne, sanserne og følelserne! Mærke hinanden! Luk dit hjerte op og gå ud i verden; der er fyldt med folk derude, der vil dig godt, der er kærlighed overalt. Du behøver ikke vente på, at det bliver forår, så du kan gå ud og finde én, der kan lappe dig, fixe dig og fylde dig op. Kærligheden er der allerede. Kærlighed er at holde af livet, som det er, at være taknemmelig for at trække vejret, kærlighed er at sove, spise, grine, hoppe og danse. Det er en tilstand indeni, som du kan fremkalde konstant. Kærlighed er at være i live, og vi er i live, lige nu! Fokuser på dét, du holder af, luk hjertet op på vid gab – og du vil mærke kærlighed overalt. Oplev det! Grib det! Lad det fylde! Og giv det videre!!

Kærligst Jakob

Okay, så har Bowie-epidemien ramt verden. Kamæleonen med det androgyne look og den karakteristiske stemme er steget til himmels, og det har fået folk til at gå helt amok på nettet over hele kloden, i sentimental sorg over ikonets død. Og så er der nogle, der siger: Slap dog af, manden var jo gammel, 69 år, mennesket SKAL jo dø, der er altså vigtigere ting at gå op i! Hvor er det dog hysterisk!

Værd at begræde
Dem, der siger det hér, er dem, der ikke forstår sorgen, og det er jo forståeligt nok. Men for rigtig mange mennesker har Bowies sange betydet alt. I ungdommen er vores sanser skærpede, åbenheden for inspiration er vild, man er søgende, man leder efter sin egen identitet og BUM, så træder Bowie op på scenen og sætter ord på tvivl, længsler og frygt. Han er liv og håb! Han har ikke svarene, direkte, hans sange er fulde af spørgsmål og han tør sætte spørgsmålstegn ved hele lortet! Han giver ikke direkte svar, nej, men han er et forbillede, han viser en vej frem, eller til siden, for han går imod strømmen, opfinder sig selv igen og igen, forandrer sig, forvandler sig, men forbliver den samme poetiske eksistentialist indeni. Han er tro mod sin kunst, sin musik. Den musik; genial musik. Det er da værd at begræde, at verden har mistet en som ham.

Ungdommen i én dør
JA, ja, ja, men hvorfor ligefrem GRÆDE over, at manden har sat træskoene? Jeg tror, en af grundene er, at når ens ungdoms-ikon død, er der noget i én, der død. Sangeren, der hjalp én gennem de svære år, forstod én, gav liv til én, smutter fra planeten og tager noget af ens ungdom med sig. Ja, nu er man ikke ung længere, man er selv på vej mod døden. Og så står man her tilbage alene, jo, man er voksen nu og kan klare sig selv, men med Bowie svæver alle minderne, alle vennerne, alle historierne og alle følelserne fra dengang. Det hele eksploderer i én. Det er som at tage afsked med en ekskæreste, der virkelig forstod én … og gav håb.

Hakkede hul i isen
Og her kommer vi til det livsvigtige, Bowie stod for, og som vi mangler så utroligt i dag i vores samfund: Det uforsigtige, det skamløse, det outrerede, det anderledes og det foranderlige. Bowie stod ikke for reaktionær, frygt/tryghed, pensionsopsparing, planlægning, fornuftig disponering og konformitet og alt det andet vi bliver bombaderet med i dag. Tværtimod. Han stod heller ikke for det typisk maskuline, som mange (unge) i dag tror, de skal indordne sig under; muskler og knytnæve-sejhed. Bowie var sin egen, han fulgte ikke de anviste normer, retninger, veje. Han skabte sine egne! Han fulgte et eller andet inde i sig selv, noget der ikke var fornuftsbestemt eller kalkuleret, han turde være anderledes, han hakkede hul i isen og viste os stjernerne!! Og alt det, synes jeg, vi skal hylde ved at græde, danse eller lytte til Bowies musik. Og jo, jo, jo vi HAR tid til at mærke efter. Så travlt har vi sgu heller ikke, at vi ikke kan give os plads til at græde, når en smuk sjæl forlader planeten. Hvis vi ikke kan det, er det hele da lige meget. Er det ik’?

Kærligst Jakob

Hvis der er noget, vi alle sammen kan være enige om, så er det, at det ikke må være særlig sjovt at være misbruger, altså spritterbums eller junkie. De stakler er åbenlys svage, hænger ud på bænke ved stationer eller indkøbscentre, er ødelagte og har det tydeligvis skidt med deres misbrug. Men det lille hygge-misbrug, altså det misbrug der ikke er til at se, lugte, genkende, det lever i bedste velgående og er næsten beundringsværdigt, for vi lever i en tid der hylder, at vi løber væk fra os selv.

Hygge-misbruger
De fleste hygge-misbrug er forklædt som alt andet end misbrug. Det ser fint og sundt ud på overfladen, ja faktisk ligner det succes, og ja, her taler jeg om fitness-junkien, sundhedsfanatikeren, arbejdsnarkomanen, shopaholic-typen, sexnarkomanen osv. Det ligner ikke misbrug, for det er jo sundt at dyrke sport og tælle kalorier og have et engageret arbejdsliv. Men det er stadigvæk afhængighed, der styrer personen. For hvornår er nok nok? Hvorfor skal musklerne trænes større end størst, mens du indtager proteinpulver? Hvorfor nægter du at røre ved mad, der ikke er tilberedt af biodynamiske råvarer fra den helt særlige økobutik? Hvorfor arbejder du både i hverdage og i weekenden? Fordi du er hygge-misbruger, dit stof er bare ikke heroin.

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Negative tanker
For alle misbrugere gælder det samme: At vi ikke kan være med os selv. Vi kan ikke holde sindsstemningen ud, vi vil væk fra os selv. Følelserne og tankerne er ubehagelige. Triste billeder fra barndommen toner frem, når vi er alene uden at lave noget, alle de ubearbejdede følelser dukker op, skilsmissen, fyringen, afvisningerne og konflikterne. Ensomhedsfølelsen stikker sit lille fjæs frem, frygt, uro, negative tanker såsom; hvorfor har jeg ikke nogen kæreste, hvorfor har jeg ikke ligeså meget succes som de andre, hvorfor bliver jeg ikke respekteret nok, osv. Puh, det er ikke til at holde ud, vi må væk!!

Hvornår er det nok?
Ja, det er alle de ubehagelige stemninger, der får os til at booke ekstra mange arbejdsaftaler i kalenderen, kontakte flere elskere på én gang, storme op på løbebåndet eller noget andet, der kan få os væk fra os selv. Og det virker. Vi laver en akut stemningsændring! Det føles faktisk som om, vi gør noget godt for os selv; vi er på vej et sted hen, der er bedre, et dejligt sted, er vi ikke? Næ, vi er da bare i gang med at løbe væk fra os selv. Vores svaghed og vores følelser er der endnu … og følelserne virker mere og mere skræmmende, jo mere vi løber.
Og nu skal jeg lige pointere, at det jo er herligt at løbe en tur, når vi er lidt kede af det, eller købe nyt flot tøj, når vi er blevet forladt, eller tage en bajer. Men spørgsmålet er: Hvornår er det nok? Hvornår overtager hygge-misbruget vores liv og vores sind?

GÅ med følelserne
For pokker, vi er så skide bange for sårbare følelser her til lands, bange for svaghed og for smerte. Vi hylder jo nærmest misbrugskulturen, hylder dén der kan løbe længst, arbejde mest og være stærkest. Vi opdrages til at præstere derudad, være succesfulde,”vækste” og vigtigst af alt; have selvkontrol. Al den selvkontrol! Vi oplæres til at styre udenom vores sårbarhed, væk fra vores indre stemme. Suk. Det er synd. Det er kedeligt. Det er absurd. Vi dør altså ikke af at mærke ubehagelige følelser eller ensomhedsstemninger, tværtimod! Det er jo bare følelser. Vi skal jo ikke GÅ med følelserne, men bare VÆRE med dem. Favne dem, give vores indre stemme opmærksomhed, kærlighed og omsorg. Trøste! Være der. Tage os selv alvorligt. Lytte. Hvis vi ikke selv gider lytte, hvem skal så?
Jeg er så træt af arbejdssnak, sundhedsævl og alt for store muskler. Jeg vil meget hellere høre, hvordan du har det. Er der noget, du er ked af? Er der noget, du savner i dit liv? Hvad drømmer du om?

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Vi står foran et nyt år. Det er tid til at springe ud af alt det gamle og ind i noget nyt; et helt nyt år! Så hvorfor ikke evaluere lidt, tage drømmene op til revision og sætte spørgsmålstegn ved os selv. Jo, jeg mener det: sæt spørgsmålstegn ved dig selv, tvivl på dig selv. Og her mener jeg ikke, at du skal tvivle på dén, du ér, men på dét, du gør. Gør du det godt nok? Er du der for andre? Følger du dit hjerte? Ja, det er tid til at spørge os selv, om vi er ordentlige nok, om vi er kærlige nok, om vi er nok forstående, lyttende, accepterende overfor andre og os selv. Får vi sagt og vist, at vi elsker? Husker vi at bruge tid på at holde i hånden, kysse i nakken og hviske poesi? Lever vi med løgne, bedrag, fortielser og fortrængninger, eller står vi frem? Lever vi, som vi gerne vil leve?

Kæmper du nok?
Ikke for at lyde Gajol-agtig, men altså, vi har ikke uendelig med tid, alligevel tror vi, at vi har tid nok til at nå at få sagt det hele og vist det hele. Men hey, tiden går! Gør du det, du plejer at gøre, mens du drømmer om at leve mere lykkeligt, saligt, sjovt og kærligt? Kæmper du nok for kærligheden?! Kræver du fred? Tør du være den sårbare, der siger undskyld, tør du mærke, at du har brug for nærhed og ømhed? Har du kræfter til at ændre på dine mønstre, så du kan være tilfreds, eller bruger du kræfterne på at overleve, arbejde, planlægge og udføre gøremål … mens sløvheden får dit liv til at føles mekanisk? Har du tid til pauserne? De små pauser, hvor du mærker. Sanser. Forstår dig selv.

Vi skal blomstre for vildt
Jeg må sige, at jeg er godt træt af vores samfunds vækst-tankegang. Jeg tager virkelig afstand fra robot-karrierelivets tilsidesættelse af ånd, sanselighed og drømmeri. Jeg hader begrænsningerne i ”sådan noget kan man ikke”, og ”det må vente til, jeg får tid”. Jeg tror, at vi skal være os selv fuldt og helt hver dag, vi skal stole på, hvad vores hjerte hvisker, stole på vores drifter og stole på vores lidenskab! Vi skal gøre alt det, der gør os glade og frie, og vi skal gøre ALT for, at andre har det på samme måde. Vi skal hjælpe hinanden, hele tiden, støtte og forstå hinanden, elske alt hvad vi overhovedet kan, så vi kan få hinanden til at blomstre for vildt!! Lad os sige fuck alt dét, vi får tudet ørerne fulde af, af latterlige vækst-idealer. Vi skal stå imod, sammen, og turde lukke vores hjerter op på vid gab. Tør vi det? Ja vi gør!

Godt nytår folkens!

Kærligst Jakob

Jeg kan godt lide, vi fejrer Jesus her til lands. Den lille dreng, der blev født af en fattig kvinde, og som viste sig at være himlens kongesøn. Han var et helt specielt godt menneske, men egentlig tror jeg, at hver eneste mor og far i verden ser på deres nyfødte barn og tænker: Det er jo en engel, et mirakel, det er vores lille Jesusbarn! Børn er jo guddommelige (især i deres forældres øjne), de er lyset, der giver det hele mening, og derfor knuser det vores hjerter fuldstændigt, hvis vores barn lider. Når et barn græder, græder dets forældre dobbelt indeni.

Jeg ved ikke, hvad der sker for tiden, men det virker som om, vi danskere tror, vi er hævet over andre forældre. At vores børn er mere værd end deres. At når deres børn græder, så skal vi lukke ørene og gøre os kolde overfor dem, for de er under-mennesker, børnene er under-børn. Ja, jeg snakker om de mennesker, der er på flugt fra krig for tiden. Mennesker på flugt med små børn på armen. Disse børn er Jesusbørn i deres forældres øjne. Disse børn har allerede set for meget, oplevet for meget ondt. Børn på flugt fra krig, skal behandles med ekstra stor kærlighed og varme! Det siger næsten sig selv.

Kærlighed
Jesushistorien, som vi fejrer lige nu, handler om kærlighed. En kærlighed, der omfatter os alle, Guds kærlighed. Den bor i os, og vi har alle en forpligtigelse til at hjælpe, hver gang vi hører et barn græde. Jesus lærte os, at vi skal bruge vores barmhjertighed hver dag, både overfor dem, vi kender, og dem, vi ikke kender. Jeg er stolt af at bo i et land fuld af engagerede helhjertede mennesker, der kan lide at gøre noget godt for andre og hjælpe andre. Hver eneste dag hører jeg menneskelighedens stemme. Derfor piner det mig, at nogle af vores politikere opfører sig decideret afstumpet, småligt og hadsk. Hvad sker der for dansk politik? Har vi mistet vores følsomhed og forståelse overfor mennesker, der er presset ind i modbydelige livssituationer? Forstår vi kun os selv og vores egne problemer? Har vi ikke plads og råd til næstekærlighed?

Hvad ville vi selv forvente?
Det kunne være OS, der var på flugt lige nu. Det er en tilfældighed, at vi er født hér og ikke dér; at vi kan sidde her og stene NetFlæsk og spise julegodter, mens de må løbe fra bomber og blod. Nogle danskere opfører sig som om, det er okay, IKKE at være søde mod dem, der er tvunget på flugt. Nogle synes, det er fint nok at se ned på dem. Jamen, hvad så den dag, vi selv er på flugt? Ønsker vi ikke selv at blive taget indenfor i varmen og få en skål suppe uden at blive set ned på? Forventer vi ikke, at andre mennesker i andre lande vil have barmhjertighed og hjertevarme nok til at støtte og hjælpe os, hvis vi kommer i nød? Forventer vi ikke, at de vil møde os (og vores børn) med åbne arme og høflighed? Jo, ved Gud gør vi da det!

Mens vi venter på freden
Men vi kan jo ikke redde hele verden, siger nogle. Næh, men vi kan da prøve! Jesus gav da aldrig op! Vi skal kræve af vores politikere, at de investerer i at løse de store problemer i verden. At de sammen med resten af verdens politikere bruger kræfter, tid og penge på at skabe fred i verden! Og i mens må vi andre sørge for at trøste, støtte og hjælpe de mennesker, det går ud over lige nu. Dem, der kommer til vores dør, til vores kommune, til vores banegård med børn på armen. Tag dem ind! Vis dem respekt! Verden har brug for kærlighed og barmhjertighed. Jeg ønsker alle en glædelig jul, og jeg drømmer om julefred … Verdensfred!

Kærligst fra Jakob Olrik

Alt for mange går rundt og tror, kærligheden skal være perfekt.

Vi er helt vildt mange singler i Danmark. Alligevel er der mange, der ikke synes de kan finde en partner. Hvorfor? Måske fordi vi går og tror, at kærligheden skal være perfekt og passe ind i det liv, vi gør alt for at styre med fast hånd.
Se nu der: Du har alt. Du er hot, morsom, succesfuld, aktiv, men du har ikke en kæreste. Alle film handler om den store kærlighed, tv-programmerne handler om at finde den rette, det vrimler med dating-portaler, folk dater, folk finder kærester, så hvorfor gør du ikke? Du vil jo gerne. Det er lang tid siden, og du mærker især længslen, når du har tømmermænd, eller føler dig ensom fredag aften i din dyre hjørnesofa. Du har lyst til at finde en soulmate, ligesom de perfekte par på Facebook, der bare matcher super. Du vil også have en lækker kæreste at flashe på Facebook, én der lever op til dig, én der matcher dig perfekt.

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Kikset kærlighed
Vi lever i en verden, der kræver, at vi præsterer og fremstår succesfulde og perfekte. Hvor selv kærligheden bliver gjort til noget, der skal være perfekt og se godt ud. Så hold dog op! Sådan er kærligheden ikke! Kærlighed er da alt andet end perfekt. Den er kompliceret, altopslugende, kedelig, absurd, pervers og grim. Den kan oven i købet gøre ondt, knaldhamrende ondt, og den kan gøre os fuldstændig udsplattede og forstyrrede i hovedet. Sommetider kommer kærligheden i form af en kikset elsker, somme tider er det en god ven, der pludselig bliver den udkårne (selvom han er top-kedelig) eller én, der er alt for gammel/ung til at være vores udvalgte. Vi har ikke brug for hinanden som økonomiske sikkerhedsnet, eller som trofæer (for vi står stærkt og smukt alene). Vi vil gerne have børn og lave familier, men når dét er klaret, hvad skal vi så med hinanden?

Hvad vil du ha’?
Ja, hvad er det, vi skal med hinanden? Være venner? Dem har vi tit nok af, så måske hellere være seksuelle lidenskabelige partnere? Hvis ja, så er billedet af den perfekte elsker igen misvisende, for vi mennesker har det med at tænde vildt på polaritet; vi bliver liderlige af dét, der virker fremmed, anderledes og underligt. Tænk lige over det, når du sidder i din hjørnesofa og skal til at lave en profil på et datingsite, hvad det er, du vil have? Er det en ven, en sexpartner, en bofælle, en hyggemakker, en storfamilie med masser af sammenbragte børn, et lækkert trofæ, der matcher dit liv, eller ….?
Måske er det her, problemet opstår. Mange vil have lidenskab, men lidenskaben er ikke nødvendigvis perfekt og køn, den er også dyrisk, grim og barnlig. Tør vi rumme det i vores pæne liv? Tør vi lukke dyret ud af buret og lade os rive med i vildskaben? Tør vi stå frem med en kikset type ved vores side?

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Mærk behovet
Det smarte ved en forelskelse er, at den flytter os fra ét sted til et andet på meget kort tid. Hvis vi er ulykkelige, bekymrede eller skal komme os over noget trist, kan en forelskelse lynhurtigt få os i højt humør igen. Men det er svært at forelske os, hvis vi ikke ønsker nogen ændring i livet, hvis vi ikke på nogen måde ønsker kaos og kontroltab, hvis vi ikke kan mærke længslen efter det usikre. Vi bliver for pokker nødt til at mærke et behov, et need, jakken skal jo have en knage at hænge på. Ofte kan vi ikke mærke længslen, fordi vi har lukket hjertet i. Men så må vi have gang i kroppen, op på hesten, slukke hovedet og kontrollen, mærke livet gennem sanserne, sprede benene og lukke hjertet op igen!

Krav og panser
Og så nytter det altså ikke noget at gå og tro, at vi ved, hvordan vores kommende kæreste skal se ud, hvad han skal lave, gøre, kunne, sige og ikke sige. Det gør udvalget temmelig begrænset, hvis vi leder efter en fantasifigur. Og det frarøver os muligheden for at se kvaliteten i de mennesker, vi rent faktisk møder på vores vej. Det er lettere at komme ind på filmskolen eller blive jagerpilot end at få et lille kys af en single, der har en fast kæreste-manual kørende i hovedet. Singler der er på vagt, singler med for mange sårende og skuffede følelser i bagagen. Singler med opbyggede skjold omkring sig. De er ikke til at nå ind til. Singler der har skubbet kærlighedslængslerne til side og i stedet dyrker venner, sport, hobbyer, arbejde, lækker mad, kæledyr, sundhed og et overdrevet engagement i børnenes liv. Hallo, er der overhovedet plads til den skøre grimme underlige kærlighed i dit liv? Eller er der kun plads til en fantasifigur?

Oplevelser
Hvem siger, at kærligheden er sådan en perfekt størrelse, der skal passe ind? Måske er den underlig og skæv. Romeo og Julie passede ikke ind i hinandens liv, men de var draget, og blev vilde med hinanden. Hvorfor? Fordi. Det er lige meget!! Kærligheden skal ikke være perfekt. Den kan da være sjov og lidenskabelig, selvom den er irriterende og besværlig. Den kan mærkes! Og den opstår, når vi giver slip, når vi er fulde, danser, græder og knalder. Kærligheden kommer, når vi længes og skriger efter lidenskab, erotik, sanselighed, kropslighed og varme. Når vi er liderlige. Når vi er i krise. Når vi ikke lige kan styre og kontrollere det hele. Så giv slip! Kærligheden gror overalt, den har alle mulige former og udtryk. Nogle kærlighedsoplevelser er et kort digt, andre er et fem binds-værk. Den ene slags kærlighed er ikke bedre end den anden. Ethvert møde med en anden krop, et andet levende væsen, er en oplevelse, et minde, noget der betyder noget. Hvis vi kun vil have noget helt bestemt, som vi tror er godt for os, så udelukker vi alt det andet. Hvorfor udelukke en masse dejlige eventyrlige oplevelser? Lad os nyde livet, nyde hinandens kroppe, nyde oplevelse. Lad os lukke hjertet op for det bedste i verden! Den dyriske lidenskab. Kærligheden!

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Vi skal føde flere børn i Danmark. Vi skal reproducere os for fædrelandets skyld. Ja, som DRs store kampagne siger det: Knald for Danmark! Og så får vi ellers at vide, at vi skal skynde os at få børn, helst mens vi er helt unge, for landet skal føres videre af sunde raske danskere. Og Spies markedsfører rejser på at friste folk til at lave børn på feriehotellet i Nice, for der er virkelig brug for børn lige her og nu.

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Racen dansker
Jeg må indrømme, at jeg undrer mig over de kampagner. Hallo, en af de største problemer, menneskeheden har på denne planet, er overbefolkning. Verden står ikke overfor en ny trussel, der hedder; racen menneske er ved at uddø, lad os gøre noget. Tværtimod. Vi er sindssygt mange mennesker, og mange af dem dør af sult, sygdomme og andre meningsløse grunde, fordi man i bund og grund er ligeglade med dem.

Så det handler ikke om racen menneske, det handler om racen dansker. For børn er der mange af i verden, børn der har brug for kærlige mødre og fædre. Der står en hel hær og banker på vores dør, de hungrer efter omsorg. Men det er ikke dem, vi har brug for.
Og det er åbenbart ikke deres skattekroner, der må sikre den danske velfærd og vores pleje af de ældre. Nej, skattekronerne skal være betalt af hvide danskere, ikke dem nede fra syden.

Folk gider ikke
Vi vil have flere af den hvide, halvfede, selvglade type, kaldet danskeren. Det er dén race, der er vigtig lige nu. Men hvad nu hvis den race tilsyneladende ikke gider dét med børn? Mange har det bedst med at gøre karriere, lave fitness og tage selfies, så kan de ikke bare få lov til det (indtil racen uddør)? Hvorfor skal vi have flere børn, når ungerne alligevel bare ender på institutioner, fordi ingen har tid til dem? Folk vil for pokker hellere gå til hot yoga eller gå på Tinder, børnene er til besvær, de stresser og det er dyrt at have dem. Selv barselsperioden er blevet en periode, hvor det gælder om at slippe udenom. Man orker ikke at servicere de kryb, når det eneste man får tilbage er savl, gul afføring og babygråd.

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Vi skal tjene penge
Og her kommer samfundets dobbeltmoral ind i billedet. For man vil gerne have borgere, der fører slægtens slægt videre, putter hvide penge i skattekassen og føder raske sunde vikinger, men samtidigt er det helt andre værdier, der er oppe i tiden. I dette land får vi konstant tudet ørerne fulde med vækst-idealer som i; økonomisk vækst og arbejdsmæssig vækst. Vi vil have fjernet alt, hvad der hedder sabbatår, for de unge skal hurtigt ud og lære at tjene penge, skaffe sig opsparinger og livsforsikringer. Derudover er det en stor værdi i dette land at have kontrol over sin krop, sit sundhedsniveau, sit muskeludstyr og sin antirynkecreme. Dét er hot her til lands. At være succesfuld på arbejdsmarkedet, at se godt ud og have kontrol (så vi ikke ender nede på bænken med de grønlandske tabere). Vores værdier er ikke at få masser af børn, lege med dem, være sammen med dem og bruge masser af sjov legetid med dem. Tværtimod.

Så helt ærligt. Det virker fuldstændig absurd at sige, at vi skal knalde for Danmark.
Lad os nu lukke nogle af de mennesker ind i samfundet, der står og banker på. Og lad os skabe en verden, hvor der er plads til os alle. Også børnene!!!

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Det er supersmart, at vi nu kan finde den store kærlighed på Tinder, mens vi sidder hjemme i sofaen i slidte underhylere og æder take-away. Vi behøver ikke længere gå til fest (og få tømmermænd) for at finde en kæreste. Vi slipper for at gå alene (og ensomme) hjem efter halvdårlige byture, hvor selv de sidste tre tabertyper i baren ikke var til en skid. NU kan vi gå på netdating, når vi vil. Yes. Nu kan vi finde den eneste ene, mens vi sidder på wc, er i toget eller ligger i sengen med influenza. Det ér sgu da smart! Det giver helt nye muligheder og gør det lettere at møde nye mennesker fra andre miljøer og områder, og vi kan hele tiden have gang i en fræk flirt.

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Vi flirter – ikke
Men. Der er faktisk en bagside, synes jeg. For samtidigt med at vi er blevet nogle satans frækkerter på nettet, som tør flirte med flere lækre typer på én gang, så smitter frigjortheden desværre ikke af på vores hverdagsliv. Når vi går på gaden, er i supermarkedet eller kører i Metro, så slår vi øjnene ned, vi smiler ikke til hinanden, vi hilser ikke og vi flirter ikke. Vi har et panser på ude i virkeligheden. Vi kigger væk, undgår øjenkontakt, undgår nærkontakt … og så skynder vi os ellers hjem på sofaen under dynen og hiver vores dating-apps frem. NU skal der flirtes med det modsatte køn! Ja, selv utroskab foregår gennem en utroskabs-app. Mobilen er blevet vores hellige tryghedszone!

Satans frækkerter
Drømme, længsler og begær skal udleves på mobilen, nu til dags. Datingsider og pornosider. Pixelerede udgaver af mennesker og retoucherede udgaver af os selv. Vi har jo nærmest fået et dobbeltliv. Dén udgave vi udgiver os for at være på nettet og dén vi er i virkelighedens verden. Til daglig er vi nok så generte, usikre, lukkede og nervøse, men på nettet kan vi bilde os selv ind, at vi er nogle fandens karle, der tør vise muskler og pik (i den rette belysning). Kvinderne kan lege prinsesser, der siger: ”Nej, duer ikke. Næste!”, og så kan vi ellers udfylde ønskelister, hvor vi beskriver, hvilken kæreste vi kræver at få for at blive lykkelige.

Livets fest
Men hallo. Dem, der er på Tinder, går altså også rundt nede i supermarkedet. Forskellen er bare, at i den virkelige verden siger vi ikke ”hej” til hinanden bare sådan uden videre uden grund. Vi sender ikke stråler ud til hinanden, fyrer sjove bemærkninger af eller komplimenterer hinanden. Det er kun på nettet. Men hey, hvor ville det dog være meget sjovere, hvis vi begyndte at fyre den lidt mere af i den virkelige verden. Hvis vi gav hinanden nogle flere knus og lod komplimenterne fyge omkring! Hvad med at skrue op for musikken og danse, gramse, grine og kysse! Hvorfor ikke gøre indkøbsturen til en fest? Hvorfor ikke satse på hud, øjne, kød, sved og tårer fremfor apps på en mobil?
Det kræver mod at give slip på mobilen. Men GØR det! Vi skal snakke sammen, snakke med fremmede, grine sammen, anerkende hinanden som de levende u-retoucherede u-pixelerede typer, vi er. Lad flirten på gader og stræder sejre! Lad os tage virkeligheden tilbage og møde hinanden med åbne arme! Vi ses derude!!

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Nå, snart ruller endnu en session af DR1’s ”Gift ved første blik” over skærmene. Programmet, der forsøger at tvinge folk sammen i lykkelige ægteskaber. Uden de helt store resultater. Drømmen om ægteskab holdes i hævd, for det er jo trods alt vores alle sammens drøm at blive gift, er det ikke?

Jeg mener, at den absolut største modstander, vores kærlighedsliv står overfor, er dyrkelsen af den romantiserede parforholdslykke. Det perfekte ægteskab. Den rosenrøde monogame kernefamilie. Den kernesunde smile-familie. Pas på, det er ren opium til folket! Vi bliver ulykkelige af den evindelige historie om kærligheden, os to og evigheden. Og alle historier handler om det. Men pas på de glansbilleder, for de smadrer din lykke! Det er de færreste, der oplever noget, der bare ligner det.

Bedrageri
Ideen om kernefamilien, som det monogame hyggested, fuld af sunde glæder og meningsfuld opbyggelighed, er en medieskabt løgn. Når sandheden skal frem, er familien fuld af problemer, konflikter, krænkelser, smålighed, dårlig mad og stress. I mange ægteskaber bolles der udenom her og dér, fristelserne er mange og kedsomheden ligger som et tungt slumretæppe over rigtig mange dobbeltsenge. Alligevel oplever de fleste singler at få spørgsmålet: ”Nåeh, er det ikke snart på tide at falde lidt til ro og finde lykken med en kæreste?” Som om det er at nå i mål at komme ind og sidde i et ægteskab. Som om det er en undtagelsestilstand ikke at have en kæreste. Som om ægte ro og lykke ikke findes uden for parforholdet?!
Det er igen de glansbilleder og forestillinger om harmoni og lykke, der spøger. Vi vil jo helst føle os normale; pyha, vi har gudskelov fået børn, pyha, vi har gudskelov en partner, pyha, vi har trods alt en eller anden form for kernefamilie … og måske bliver vi lykkelige en dag.

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Realiteterne
Jeg er træt af alt den dyrkelse af ægteskab og parforhold. Når sandheden skal frem, så mødes vi, forelsker os, laver ting og sager sammen og vokser fra hinanden. Nogle gør det i hurtigere tempo end andre, men det er kærlighedens cyklus, der trommer i os alle. Sådan er det. Og hey, det er da for tosset at leve i tvangsromantiske forestillinger om, at vi skal blive gamle sammen, og at det skader børnene, at vi finder nye partnere. Vi ville da blive meget gladere, hvis vi forholdt os til realiteterne. Drømmebilleder er smukke forestillinger, længsler og håb, men det er ikke virkelighed. De fastholder os i fængsler og bure. De fordrejer vores egentlige drømme og vores egne frie længsler efter at gøre dét, vi vil!

Vi er mennesker
Vi danskere er altså ikke Lego-figurer i prinsessefilm. Vi er ikke små vatterede havenisser i Disneys juleshow. Vi er mennesker, der kæmper, græder, elsker og lever! Vi er individer, selvstændige individer med hård hud på knæerne og ild i røven! Alle de traditionelle parforholdsglansbilleder, der hører det forrige århundrede til, er passé. Vi har brug for ledetråde, der kan inspirere os til at klare de kærlighedsudfordringer, vi står med i dag. Vi har brug for at snakke om tingene, som de er, uden at føle os forkerte. Vi trænger til at befri os fra gamle teaterforestillinger om familieharmoni, så vi kan mødes, som de kærlighedsfulde mennesker vi er, forelske os, skilles, blive venner, være singler og møde nye kærligheder igen og igen gennem livet. For det er jo dét, vi alligevel gør!

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Der er godt nok ved at ske et skred i vores syn på sex. Der bliver solgt eksplosivt mange præstationsfremmende midler til unge mænd under 40 år, vi snakker millioner af viagra-lignende piller. Og de bliver udskrevet på recepter fra læger. Og selvfølgelig også bare købt illegalt på nettet. Og det er da fint, at man har opfundet en pille til mænd med sygdomme, der gør, at de ikke kan gennemføre et samleje. Men hvis den medicin pludselig bliver en del af den danske mands vitaminpilleindtagelse, så er vi jo ude i at en stiv pik i dag edderhyleme skal være en STIV pik!

Jernhård rejsning
Der er ved at blive skabt nogle unaturlige standarter for, hvad man(d) skal kunne præstere i dobbeltsengen. En erektion skal være stationær hård, og så skal den kunne pumpe derudaf i timevis. Mænd sluger piller i smug, fordækt og i hemmelighed, for at kunne leve op til kvindens krav, eller hov, er det overhovedet hendes krav? Næ, sikkert ikke. Men hvis porno-stiverten bliver den nye standart, vil kvinder efterhånden tro, at der noget helt galt med hende, med forholdet eller med manden, hvis penis ikke står jernhård og hardcore stiv, konstant!

Falsk rejsning
Og ind på banen kommer endnu en pille: Pillen, der kan gøre kvinden liderlig. Pillen, der gør, at hun glemmer alt om forældre-problemer, rengøring og deadlines, og bare kaster sig frådende over manden med et sjaskvådt underliv som en sulten hundulv. Jo tak, det lyder da meget sjovt, men hvis det også bliver normalt, at kvinder æder de piller, hvor er vi så henne? På vej mod porno-town? I gang med at dyrke kemisk fremprovokeret sex med falsk rejsning og liderlighed købt i pilleform!

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Ligesom på nettet
Der var engang, hvor sex også handlede om intimitet, nærhed, kærlighed, omsorg og alle de der gammeldags ord. Der var også engang, sex handlede om frigørelse og lyst. Nu handler sex om at kunne præstere, om at kunne have stiv pik så længe som muligt og for kvindens vedkommende at være så liderlig som muligt. Ligesom dem på nettet. Dem, der tager den helt ned i halsen til, de brækker sig. Dét er sgu frækt! Eller er det? Og er det dér, vi skal hen med hinanden, der hvor kærlighedsakten er en pornopræstation, hvor det gælder om at levere varen!?

Sex-tyranni
Jeg synes, det er grotesk, at vi skal spise piller for at kunne dyrke sex, når vi ikke har lyst. Bare for at føle os normale. Det er et led i et tyranni styret af en medicinindustrien, der udnytter folks seksuelle mindreværd. Hele den pilleindustri er med til at rykke standarterne for alle os med halvslappe, halvfede, helfede, halvstive javertusser, der pludselig skal føle os mindre gode. Det er for latterligt. Og helt ærligt, hvorfor skal vi have så pokkers meget lyst, hvis vi ikke har det? Hvad er det for et pres? Er det fordi, vi sammenligner os med dem på nettet, dem inde ved siden af, dem man hører om? Er det derfor, at det er blevet naturligt at sluge alle de piller?

Vær os selv
Prøv at høre, måske har vi ikke lige lyst til sex i dag, fordi vi er for trætte, stressede, sure på kæresten og irriterede over, at børnene fylder for meget. Måske er der nogle årsager, vi kan se på og gøre noget reelt ved. Grunde, der handler om, hvordan vi indretter vores liv. Måske skulle vi afprøve nye måder at leve vores liv på? Måske skulle vi gøre noget sjovt! Måske skulle vi nægte at lade os diktere af pornoindustrien og medicin-forretningsmændene!
Måske skulle vi bare være os selv!

Køb billet til Jakobs nyeste show MER’ og bedre SEX her

Måske er jeg ved at blive gammel og mavesur, jeg ved det ikke, men der er noget, der går mig på. Det er tomheden. Eller rettere dyrkelsen af tomheden. Ja, og her snakker jeg om tendensen; at værdisætte flad mave og pænt hår helt latterligt højt. Nu skal vi næsten udelukkende elskes for at være slanke, lækre og velklædte. Vi søger kærlighed ud fra billeder og oplysninger om hinandens udseende, vi skamroser hinanden for det ydre, og vi ser ned på deller og rynker, vi ser på det med medlidenhed. Hvis du virkelig vil elskes, skal du sørge for at have muskler, glat hud og slankt maveskind! Hallo, hvad sker der lige for menneskeheden?

Trænings-selfies
Se nu bare Medina; en super sej sanger med følsomme tekster og en smuk stemme, der gang i hende, og hvad flasher hun dagligt på sin Instagram-profil? Bikinibilleder! Selfies fra træningsrummet! Billeder af mellemrummet mellem hendes lår! Medina er 32 år, og hun har masser af power, indhold og tanker. Hvorfor pokker føler hun, at hun bør fremvise maveskind? Har hun ikke mere ballast indeni, og er hun ikke for længst ovre det stadie? Klart, at de unge, magasinerne, tv-programmerne og stjernerne hopper med på bølgen; vi skal top-tunes, ha’ lavet make-overs og stramme ballerne. Først dér kan vi komme med på vinderholdet.

Lille røv eller stort hjerte?
”Hey, jeg har lige åbnet en pladebutik … og jeg har lige skrevet et digt … og jeg har lige været i Kenya for at bygge en skole.” Det var sådan noget, man kunne score på, da jeg var ung. Jeg ved godt, det er nogle år siden, men hey, vi rendte rundt og var dybt optagede af alle mulige og umulige projekter. Vi ville gøre verden til et bedre sted, og det ved jeg, at mange unge stadig bruger energien på. Det er bare så sørgeligt, at over hovedet på os alle svæver idealbilleder og krav om ydre perfektion. Og helt ærligt, jeg hader, når jeg hører VOKSNE mænd sige: ”Det vigtigste er, at kvindens røv ikke er større end dét her, (og så laver de den der målestok med to hænder og strittende lillefingre for at sige, at numsen ikke må fylde mere end en 7-årig drengs numse).” Tænk, at gå op i smal røv fremfor stort hjerte! Tænk, at vælge flad mave fremfor stor og skæv hjerne. Er det lige pludselig blevet moderne at være åndsforladt??

Lad os få en pause
Hvem er jeg? Hvem er vi? Er vi vores drømme? Er vi vores handlinger, vores medfølelse, vores fantasi, vores livsbegejstring, vores eventyrlige historier, vores oprør og vildskab? JA, vi er! Vi er fulde af lidenskab hele bundtet. Vi længes, lider, elsker, hader og græder! Lad os for dælen dele livets kampe og lykkestunder med hinanden, lad os hjælpes ad med at få hinandens liv til at blomstre og gi’ fingeren til plastic-maveskind og små røve. Vi er ikke dyr. Vi er mennesker. Vi kan skabe! Vi kan elske hinanden igennem ild og vand. Vi kan redde liv og flytte bjerge. Vi kan lave musik, flyve til månen og måske kan vi forskønne denne verden. Gid vi ku’ få en pause fra reklamer, magasiner, billboards og alle de latterlige billeder på ydre perfektion. Bare et halvt års pause! JA. EN PAUSE: Hvad ville der så ske? Lad os prøve!!

Nu åbner skolen igen sine døre efter sommerferien, ligesom universiteterne og gymnasierne. Så skal de unge stræbsomme til det igen. På jagt efter høje karakterer. Og det er især pigerne, der vil gøre alt for at leve op til de høje krav. Fænomenet; 12-tals-pigen. Hun læser og læser og skriver de rigtige rapporter, uden at det nærer hende, for hun ved ikke, hvad hun skal bruge sin viden til, hun aner ikke, hvad hun vil med sin uddannelse, men hun ved én ting: Hun vil have sit 12-tal!! Det giver et kick at få et 12-tal, det er en social værdi, og de høje karakterer hjælper hende til at føle sig værdsat.

Kropskampen
Men ikke nok med det. Efter skoletid skal hun til crossfit og spinning. For det er ikke kun 12-taller, det handler om, der er andre tal, der også skal jagtes; de rette tal på vægten. Den unge pige vil holde sig slank, fit og lækker, for hvis hun har styr på sig selv og sit mavefedt, føler hun sig succesfuld. Det er en social værdi at have en perfekt krop, man kan flashe på Facebook og Twitter, problemet er bare, at 30 % af de unge piger lider af spiseforstyrrelser, de lever i en kamp mod sig selv og deres destruktive tanker. Men hvorfor? Fordi den usikre unge pige ikke føler sig værdsat og elsket af omverdenen, som den hun nu engang er.

Skønhedsfængslet
Efter skole og træning går turen så til festerne om aftenen. Her handler det igen om at være lækker, se ud på en bestemt måde, så hun kan få bekræftelse fra det modsatte køn; score de rigtige fyre og have sex med de rigtige. Igen; jagte idealer, gå efter fælles stereotyper og fælles standarter for, hvad der er rigtigt og forkert, lækkert og kikset, in og yt. Den unge pige gør, hvad hun kan for at forfølge de snævre idealer. Hun lever i et medieskabt skønhedsfængsel og er i bund og grund understimuleret. Tomhedsfølelsen forsøger hun at skjule ved at gøre sig ”perfekt” og ved at løbe væk fra den ubehagelige fornemmelse det er ikke at føle sig god nok, som den man er.

Bryder sammen
Jeg ved godt, jeg lyder som en sortseer lige nu. Og hey, jeg snakker altså ikke om hende, du kender, der lige har fået 12 i geografi. Jeg snakker om en tendens, en samfundstendens! En universitetsprofessor fortalte mig for nyligt, at hvis de unge piger ikke får høje karakterer, bryder de sammen, og hvis de får stillet et spørgsmål til eksamen, der ikke lige omhandler det stof, de har læst, er de lost, og filmen knækker. De tror, det hele handler om præstation og perfektion. Det er dét, de har lært. Universitetssystemet har ikke kreativiteten i højsæde. Platons ord; KEND DIG SELV, er en by i Rusland. Den unge pige er understimuleret rent menneskeligt, hun har ikke lært at engagere sig kreativt, frit og personligt, hun er ikke blevet mødt i sine følelser, hun er ikke blevet inspireret til at skabe og hun er ikke blevet rummet som det lidenskabelige menneske, hun ér.

Lad kreativiteten blomstre
I stedet for at rose de unge piger for deres vægttab og deres 12-taller og alle de andre ting, der udspringer fra mindreværdet, bør vi som samfund fremme det engagerede menneske! Vores kollektive værdier bør handle om kreativitet og engagement, for når vi engagerer os, skaber vi noget unikt og personligt, og dét skaber værdi indeni, som skaber værdi for andre. Vi bør dyrke det indre, det lidenskabelige, fremfor at dyrke facaden, det perfekte og dygtige. Fjern de latterlige karakterer, drop den fabriksagtige måde vi masseuddanner de unge på! Lad for pokker sårbarheden være en smuk del af livet, lad kreativiteten blomstre og lad os gøre den her verden til et mere menneskeligt sted at være. Sæt de unge piger (og drenge) fri!!!!

Publiceret i Politiken 12. august

Familieværdierne er vigtige. Sådan skal alle mene. Familien er det absolut vigtigste!! Jo tak, men hvad er det for noget, med den der familie? Hvordan ser den ud i dag? Der er jo ikke meget farmor og børn over den længere, i parcelhushaven. I dag er det sådan, at hvis du har en familie, er den sammenbragt. Der er dine og mine børn, dine og mine bedsteforældre, dine og mine eks’er, dine og mine eks-svigerforældre, plus et par fastre og morbrødre med udskiftelige partnere. Man kan vel sige, at familien i dag er én stor multifamiliær cocktail.

Fastlåste roller

Og det er jo positivt. Det er en mangfoldighed, vi har manglet i den klassiske kernefamilie, hvor vi alle sammen blev født til at være stavnsbundet i de roller, vi nu engang fik tildelt. Enten som den lille i familien, den tykke, den kloge, den sjove. Vi havde alle en fast placering i familien, og så blev vi ellers i dén klaustrofobiske rolle gennem hele livet. Generelt kan man vel sige, at de fleste mennesker må gennem en længere omgang terapi, for at lappe alle de sår de har fået i familiens rollespil. Der skal hives knive ud af ryggen. Ydmygelser og mindreværdskomplekser er nogle af de bonusser vi får med os fra familie, og det kan hurtigt løbe op i høje psykologregninger, sku’ jeg hilse og sige!

Men hey! I vores nye moderne multifamiliære familiestruktur har vi faktisk mulighed for at skifte roller. Vi får jo hele tiden nye svigermødre, vi får nye børn, vi møder nye onkler og tanter. På den måde er der hele tiden en mangfoldighed og en bevægelighed i, hvordan vi udlever familielivet. Vi kan møde alle de nye familiemedlemmer, som vi nu engang er, eller som den, vi ønsker at være. Vi behøver ikke længere være hende der den triste, eller ham der den friske længere.

En fest

Udfordringen er, at vi samfundsmæssigt bliver ved med at se det gamle familiemønster som værende mere rigtigt end det nye. Vi bliver ved med at forestille os en lykkelig familie, som i 1950’er, med mor, far, børn og bedstemor og bedstefar, der sidder harmonisk i stuen i et trygt familiehierarki. Og så er det lidt af et kulturchok, når vi lige pludselig sidder med adoptivbarnet fra Jylland, som eks’en bragte ind i familien, og svigerfar med hans nye unge kone, og det lesbiske teenagepar som søster har bragt ind i familien gennem hendes nye mand, der i forvejen har tre kul børn med tre forskellige koner. Det er en farverig fest!

Men det er da overfladisk, siger nogle: familien skal være, som den altid har været, den skal være tryg. Tryg? Jeg synes dælme ikke det er særligt trygt at tænke på alle de modbydelige hadkonflikter der opstår i den nære familie, fordi ingen kan holde hinandens roller ud, og ingen kan holde sig selv ud. Så hellere være den udgave af sig selv, som man bedst kan lide, og møde nye familiemedlemmer med kyshånd og åbent hjerte. Det er da meget mere trygt i sidste ende.

Yndlingsfamilien

En helt anden familieform er dén, som jeg nok er allermest tilhænger af, nemlig dén man selv laver. For mig er det nok den mest holdbare og vigtige. Det er den familie man sammenstøber af de mennesker man møder gennem livet. De mennesker man føler et åndsfællesskab med, en dybere respekt, kærlighed og omsorg for. Man vælger dem selv. Det er det modsatte af den påtvungne familie, som vi ser til konfirmationsfesten af pligt og høflighed. De her mennesker har vi selv mødt i livet, udvalgt som de mennesker der udgør det ægte dybe familiebånd. Venskabsfamilien. Ja, måske den vigtigste af alle familier, fordi vi her bliver set som den vi er, fuldstændig, uden gamle roller, uden hierarki. Her er også udskiftning, bevares, men dog ikke hele tiden, og igen; de nytilkomne i familien har vi selv valgt, fordi vi virkelig elsker dem og respekterer dem højere end højt.

Hvad sker der for DR’s sendeflade, der sprøjter det ene program ud efter det om mandens uduelighed? Vi skal både underholdes med hans forhold til sundhed, og følge tykke mænds mislykkede forsøg på at skabe adfærdsændring. Vi bliver underholdt med skilsmissemænd, der ikke magter at komme videre, og i stedet går helt i stå. Og så skal vi dælme også hives igennem tv-programmer, der på nedgørende vis udstiller manden som slatne tabere med ondt i hovedet og manglende potens.

Hvis man(d) ikke er impotent inden man(d) sætter sig foran tv’et, så bliver man(d) det. Det er da helt sikkert.

Sygdom

Det er ikke fordi, jeg ikke synes det er godt, at bruge licenskroner på brugbar public service. Der er da ikke noget bedre end inspiration! Vi har da alle brug for at blive inspireret, både kvinder og mænd. Men jeg synes, at manden i øjeblikket bliver udstillet som et socialrealistisk projekt, der er tabt på gulvet. Han bliver sygeliggjort, stigmatiseret, han bliver diagnosticeret for åben skærm. Der bliver vist kavalkader af mandeskrækscenarier, og vi skal alle vide, i hvor mange situationer mænd faktisk kan miste potensen. Ja, vi får set fra alle vinkler, hvor svært og hårdt det er at være hankønsvæsen. Den nye sygdom hedder: Manden.

Turbulens

Igen vil jeg slå fast; det er dejligt at blive inspireret. At få redskaber til at kunne blive slank når man er tyk, få rejsning når den er død, kommunikere og alt det der. Men jeg synes bare ikke, at de programmer der kører i øjeblikket hjælper på noget som helst. De giver ingen kompetente anvisninger, ingen brugbare redskaber. Der er ingen hjælp at hente, kun nedgørelse. Jeg så hellere at man, med respekt for begge køn, serverede gode inspirerende programmer der kunne hjælpe os alle gennem de turbulente tider vi lever i, når det kommer til vores kønsroller og de relationer vi indgår i. For jo, det hele er temmelig nyt. Vi er den første generation af mænd, der skifter ble og laver mad.

Verdens bedste

Tonen er hård overfor vor tids mænd, og derfor vil jeg bare sige: Kære kvinder, I skal saftsuseme være glade for os danske mænd, I får dem ikke bedre andre steder. Det kan godt være, vi ikke er de mest sexede og frække i verden, men vi går sgu ind i parforholdet med stort engagement, vi vil ligesom jer deles om de praktiske opgaver, vi vil være tætte på vores børn, og vi er både romantiske og kærlige. Jeg er sikker på at kvinder overalt i verden siger; ej, vi tror altså ikke på, at der findes mænd der følger deres børn i børnehave, lytter til deres koners følelser, vander blomster og går til skole-hjem-samtaler! Nej, men prøv at hør, de findes! Og danske mænd går ind for ligestilling, og er ligeså meget med på at ryste posen og bytte om på kønsrollerne, som I kvinder er!

Men selvfølgelig har vi brug for inspiration. Masser af energigivende inspiration, med nosser i! Og mens de brugbare tv-programmer forhåbentligt bliver produceret, synes jeg at alle danske kvinder skal nulre deres dejlige danske mænd på brystkassen, så selvglæden og energien kan boble og sprudle!

Skål!

Der er en underlig tendens i tiden til, at vi for enhver pris skal have parforholdet til at vare så længe som overhovedet muligt. Flere parterapeuter prædiker om det lange forløb. Dybden. Loyaliteten. Mange medietyper siger det samme. Det er som om, vi skal påduttes at acceptere den grå leverpostejsvej – så længe vi kan få alle de andre ”glæder” fra parforholdet, såsom tryghed og den store tv-pakke. Parforholdet er ikke engang konfliktfyldt længere, det er uden de store følelser, uden erotisk ild, og det er ok. For til gengæld har vi hverdagen, de praktiske opgaver, logistikken, skemaerne, og dé ting skal bevares, for Guds skyld.

Parforholdsopsparing
Tryghed er blevet en meget vigtig værdi. Vi laver pensionsopsparinger i den store stil, og vi skal åbenbart også se kærlighedslivet som en investeringskonto, hvor det gælder om at ofre en masse kedelig hverdag for til gengæld at få en lang god alderdom sammen, siddende på den dér badebro, man hører så meget om. Stolte over at have holdt hinanden ud så længe. Rolige og trygge ved tanken om, at den anden vil hente stokken til én og gå med til de ugentlige lægetjek. Hey, hvad er vi ude i? Parforholds-alderdomsopsparing?

Hvorfor er værdien tryghed mere interessant end passion, lidenskab, opfyldelse af vilde drømme, eventyr, frigørelse og udvikling? Hvorfor al den tryghed? Hvad er det, vi er så bange for? Jo, jo, vi har vel alle frygten for at dø, frygten for ensomhed, frygten for ikke at blive elsket, frygten for fiasko. Men skal vi værne os mod den eksistentielle frygt i tryghedssofaer, eller skulle vi i stedet tage udfordringen op og belyse noget af al det mørke, der åbenbart er inde i os?

Et trygt lille land
Vi lever i et af de tryggeste lande i verden. Vi kan gå gratis til lægen og gratis i skole, vi er ikke i krigstilstand og lider heller ikke under de store naturkatastrofer. Vi har faktisk den perfekte boldbane at boltre os på, vi har alle muligheder for at afprøve nye måder at gøre tingene på, og til at blive bevidste. Hvorfor skal vi være så reaktionære i værdisættet og acceptere at sidde og visne i sofaen med én, der ikke tænder på os? Hvorfor ikke vælge eventyret? Slippe den kristne tryghedsidyl og afprøve nye sider af livet? Hvorfor ser man det som negativt, at skilsmisseprocenten er høj? Måske er det et sundhedstegn! Måske er det et plus, når folk ikke gider blive sammen, når sexlivet er fordampet, og kun arbejdsopgaverne er tilbage. Hvorfor skal den livslange reaktionære kærlighed ses som noget specielt smukt?

Vi er i udvikling
Det er et problem, når det lange parforhold/ægteskab hyldes samtidigt med, at folk i en lind strøm går fra hinanden. Folk kan ikke leve op til det gamle pladder om ægteskabet, og det, der er problemet, ér, at det bliver set på som et problem. Vi mødes, vi skilles, vi bliver venner, vi møder nye. Det skal folk da ikke have dårlig samvittighed over. Hvorfor ikke hylde dét i stedet for trygheden? Vi har gennem historien kæmpet for kvindernes frihed, for barnets frihed, for erotisk frihed. Vi kan tænke abstrakt, vi kan tænke innovativt, vi er i rivende udvikling. Hvorfor så holde krampagtigt fast i gamle ægteskabsværdier fra dengang man ufrit var bundet af hinanden på grund af økonomi og overlevelse? Vi lever i en anden tid nu, det virker da underligt, at vi skal føle os forkerte, når vi udlever det frie væsens muligheder: At vælge til og vælge fra. Parforholdet er et tilvalg, det er en dejlig luksus (måske den bedste) så længe det varer, og det skal vi nyde. Men vi skal ikke forsage parforholdet. Vi skal i stedet hylde livet, hinanden og alle de herlige spændende oplevelser, der venter os!