• ···

Ingen kvaler, han betaler!

14-sugar-daddy.w750.h560.2x

Det har altid været mandens rolle at betale for maden, når han var ude på en hed date med en dejlig kvinde. Det har været en del af spillet, hans måde at vise kvinden, at hun var udvalgt, værdsat og ønsket! Men sådan er det ikke altid længere. Mange unge mænd fortæller mig, at de har droppet det lille ritual med at hive pungen frem. I stedet splitter de regningen, og lader daten betale for sin egen kyllingesalat og latte.

Hun er udvalgt
Altså. Jeg går selvfølgelig ind for ligestilling, og jeg er godt klar over, at kvinder i dag kan tjene mere end deres mandlige dates gør, men alligevel. For mig at se, er der visse ritualer, der er værd at holde fast i, når det kommer til forførelsens kunst. Når en mand betaler for herlighederne efter en middag med en date, er det hans måde at vise sin store interesse på. Han fortæller på den måde, at hun er udvalgt og værd at kæmpe for. Jeg ved godt, at manden kan være en fattig studerende, men så vælg et billigt pizzeria med en billig, men dejlig, vin, og vis din udkårne, at hun er værd at bruge de sidste surt tjente sparrepenge på.

Rollespil for voksne
Jeg synes, det er synd at udjævne alle de herlige kurtiseringsritualer. Dating er jo et slags rollespil for voksne. Det er en leg. Det er forførelse. Det handler om at flirte og lukke hinanden ind og måske få et lille kys eller en omgang i høet. Det handler ikke om at lægge store forkromede fremtidsplaner med indbygget fællesøkonomi … den ta’r man senere! Lige nu handler det om at lege sig ind på hinanden. At turde lukke op. Og hvis der er noget, kvinder elsker, så er det at føle sig flatteret, begæret og udvalgt! Hun kan lide, at manden tør gøre stormkur i stedet for at fedte rundt. At han viser sin begejstring for hende, så hun føler sig værdifuld. Hun bryder sig ikke om at være i tvivl om hans hensigt. Hun kan lide, at han viser initiativ, at han handler på sin lyst til at gøre hende glad. At han vil bruge penge, tid, ALT, på at lære hende at kende.

Nærig og bange?
Og manden behøver ikke føle sig udnyttet og flået. Han vil snart blive inviteret hjem på lækker middag hos hende, hun vil komme til at forkæle ham på alle områder, bare rolig. Hiv nu bare pungen frem i dén her leg! Faktisk er der noget utrygt ved en mand, der splitter regningen. Hans frygt for at give mere end kvinden, kan meget vel afspejle sig i sengen og i hans måde at håndtere følelser på. Tingene hænger sammen. En mand, der er bange for at betale regningen, er en mand, der er bange for at give for meget af sig selv. Bange for at slippe tøjlerne og miste fodfæste. Jeg siger det bare!

Generøsitet
Det sjove, ved at gå ud og spise, lære hinanden at kende og forføre hinanden, er (blandt andet) det erotiske spil. Den romantiske leg, de forførende ritualer. Og hér er polariteten mellem kvinde og mand vigtig. Det nytter ikke noget, at det hele bliver så aseksuelt, at det føles som om, man er til møde med sin bankrådgiver. Vi skal da spille på vores køn. Kvinden stritter med brysterne og maler sin læber røde for at vise, at hun gør kur, at hun er interesseret i den mand hun er ude med. Og manden mander sig op, træder i karaktér og holder fast i sin rolle som mand. Han viser sin generøsitet, sit givende væsen, initiativ og handlekraft. Ja! Så drop dét der med at fedte rundt med splittede regninger, livet er for kort til smålighed. Fyr den af i datingfasen. Forfør din kvinde for vildt. Vis hende at hun er dén, du vil ha’!

Længe leve skilsmissen!

46367038.cached

Hvem vil ikke gerne gå hånd i hånd med sin elskede på kærlighedens glade landevej? Hvem vil ikke gerne være på kurs mod det rigtige her i livet; børn, hus, sød bil og hjørnesofa? Vi ser skævt til de af vores venner, der laver afstikkere; dem på vej alene ned ad grusstien, eller dem der fiser rundt i single-rundkørslen. Nej, det er nu engang bedst at vandre hånd i hånd på kærlighedens landevej.

Kærlighedens forudsigelighed

Men. Ret skal være ret, det er temmeligt kedeligt i længden at opretholde det søde kærlighedsliv fuld af pligter, hverdag og gøremål. Livet bliver forudsigeligt, alt er planlagt og skrevet ind på regnearket. Vi behøver ikke at spørge om noget, for vi kender svaret, så hvorfor snakke så meget sammen? De romantiske sms’er reduceres til huskelister; køber du 2 liter mælk og wc-papir med hjem skat? Og selv det tidligere blussende sexliv har fået en fast onsdagsplads i skemaet, og er efterhånden blevet lidt tungt, kendeligt og forudsigeligt at gennemføre. Men. Vi elsker stadig hinanden. Og vi bliver og kæmper! Selvom vi ikke længere helt kan huske, hvad vi kæmper for. Vi har opnået det hel; fået børn, hus, sød bil og hjørnesofa, og vi ser på andre, der ikke har det godt og tænker; godt vi er hér, sammen … om ikke andet for børnenes skyld.

Hvornår kommer belønningen?

Men altså. Når der ikke er mere luft i ballonen, når vi er kørt træt i hverdagens trivialiteter, når det er tid til at sige: Tak for kaffe, kammerat, ja, skal vi ikke bare være kammerater nu? Når alt peger på, at den lidenskabelige gnist er død, når man ikke længere ser på hinanden som andet end kammerater, jamen så er det tid til at afslutte forholdet. Men nej! Der skal kæmpes og lides endnu mere!! Vi skal skændes, slås og forhandle endnu mere, for vi skal for enhver pris blive sammen, skal vi ikke? Jo. Det er som om, vi tror, at hvis vi bliver sammen, så bliver vi belønnet, så får vi en eller anden medalje en dag, eller vi får liderligheden tilbage til hinanden, eller vi bliver helt vildt lykkelige… om ikke andet når vi bliver gamle og sidder sammen hånd i hånd på en badebro.

Kærlighedens cyklus

Frygten for skilsmisse er stor. Vi frygter, at hele verden går under, at fundamentet under os skrider og forvandler sig til brændende lava. Måske er det også sådan det føles. For en stund. Men bare fordi vi har bygget tryghed op sammen, behøver vi jo ikke at miste vores fundamentale tryghed, bare fordi vi ikke danner par længere! Vi er jo trods alt voksne mennesker, med begge fødder på jorden, og hjertet siddende på rette sted. Vi behøver ikke være så absurd bange, vi er jo alle sammen bare en del af kærlighedens cyklus: Vi møder kærlighed, vi flyver til månen sammen og tilbage igen, vi får et par børn eller et hus eller en hjørnesofa, vi vokser fra hinanden og bliver mere venner end elskende, vi går fra hinanden og siger farvel til parforholdet, vi bliver singler, vi møder ny kærlighed, vi flyver til månen og tilbage igen, vi køber ny hjørnesofa, vi splitter op og så videre …

Skilsmisseglæde

Det er nøjagtig samme cyklus, vi alle fiser rundt i. Vi kender alle faserne, som afløses af de næste, så hvorfor favoriserer vi den ene fase fremfor den anden? Selvfølgelig er det dejligt at flyve til månen sammen, men dén fase varer jo kun et stykke tid, og der er også ulemper ved den, såsom jetlag, usikkerhed og jalousi. Hvorfor blive ved med at bilde os selv ind, at kærligheden er en landevej, når den er en cirkel? Hvorfor tro, at der er mere kærlighed i at mødes end i at skilles? Lad os se på skilsmissen. Hvad sker der reelt, når vi bliver skilt? Selvfølgelig er der først en masse drama, lidelse og rystelser i fundamentet, men hurtigt, ofte meget hurtigt, viser det sig, at livet er mangfoldigt og fuld af glædelige overraskelser, når vi har givet slip. Se bare hvad der sker; vi blomstrer op! Vi finder os selv på skøre weekendkurser, vi kaster os ud i eksperimenterende sex med spøjse typer, vi rejser med vennerne sydpå, vi skifter hår og tøjstil, vi danser og flirter, vi gør pludselig alt det, vi glemte at gøre i parforholdet. Vi finder os selv frem igen. Vi genskaber vores gode gamle JEG. Vi møder nye mennesker og glæder os til alle de eventyr, der venter rundt om næste gadehjørne. Vi finder de gamle drømme frem igen, og tror på skøre idéer og indfald. Pludselig finder vi tryghed i livsglæde og drømme og savner (overhovedet) ikke længere de konforme hverdagsritualer i det gamle parforhold. For vi har fundet ny kærlighed; kærligheden er til os selv!

Nyd alle faser, hvorfor ikke?

Kærligheden er en cirkel. Kærligheden er der hele tiden. Nogle gange i form af lidenskab til et andet menneske, nogle gange som selvkærlighed, arbejdskærlighed eller naturkærlighed. Vi elsker vores børn, vi elsker vores liv. Kærligheden er hos os hver dag, lige meget om vi er på vej ind eller ud af et parforhold. Alt det med at gå ud og ind ad et forhold kommer af sig selv, så længe vi bare sørger for at nyde de forskellige faser, vi står midt i. Vi behøver ikke blive desperate som singler, eller være bange for at gå ud af et forhold, når det er slut. Det hele er en naturlig cyklus, og der er nydelse og glæde i alle faser. Nyd dit parforhold. Nyd dit singleliv. Nyd din skilsmisse. Livet forandrer sig og den ene fase er ikke bedre end den næste. Længe leve kærligheden og længe leve skilsmissen!

Kærligst Jakob

KÆRLIGHED PÅ SKOLESKEMAET?

LOVE-Chalkboard-Background-at-TidyMom

Børn og unge i dag skal blive til noget, de skal klare sig godt og blive til superborgere med stor nytteværdi for vores land. Jo, vi ligger i hård konkurrence med Kina om hvilke børn, der klarer sig bedst i skolen. Så vi justerer på skolereformen og strammer op, for der skal dæleme fyldes ressourcer på vores unger. De skal lære flere sprog, mere matematik, mere samfundsorientering og så videre og så videre.

Det vigtigste
MEN lærer de egentlig det allervigtigste? Ups, der mangler noget! Vi mangler da dét fag, der kan ruste vores børn og unge til at være mennesker på godt og ondt, til at kunne klare sig i den store følelsesjungle som voksenlivet er og til at kunne navigere i konflikter, skilsmisser, familiedramaer, selvværdsproblemer. Vi mangler at lære vores børn og unge om det vigtigste i livet, og det vigtigste at arbejde ud fra, nemlig: Kærlighed!

Jeg fatter ikke, at vi skal lære så meget latin og matematik, når det samtidigt er fuldstændig op til os selv at lære at lykkes i vores følelsesliv, i vores relationer og i vores omgang med andre mennesker. Vi får ikke værktøj til at klare os, vi får bare bind for øjnene og bliver skubbet ud i voksenlivets realiteter, og hvad ender det i? Familiestridigheder, ulykkelige forelskelser, jalousi, stress, dårlige skilsmisser, der rammer vores børn i sjælen, angst, depression, vold, voldtægt, fremmedhad og aggression. Ja det lyder voldsomt, men det er det da også. Hvis vi ikke bliver mere bevidste om os selv, vores grænser, vores mønstre, så reagerer vi i blinde; i selvdestruktion eller i vrede mod dem vi elsker. Og dét er sgu ikke kærlighed!!

Det hele menneske
Hvis vi skal styrke den enkelte elevs ressourcer, er det ikke nok at tilbyde fremmedsprog og matematik. Vi må se på eleverne som hele mennesker. Vores børn og unge skal (udover at få 12-taller til eksamen) oplæres i at navigere i næstekærlighed, i selvkærlighed og i seksualitet. De skal have redskaber til at kunne klare sig følelsesmæssigt godt, blive harmoniske, stærke, overlevelsesdygtige … og lykkelige. (Vi vil så gerne være en lykkelig nation!). Vi er kærlighedsvæsner, og vi er seksuelle væsner, og det er stærke kræfter dét shit! Det er i vores hjerter, dæmonerne kan sætte sig: Svigtet. Afvisningerne. Ensomheden. Og dét skal vi lære at deale med på en ligeså naturlig måde, som vi lærer at skrive en engelsk stil.

En ressource
Kærlighed er en ressource, måske den allerstørste vi besidder. Den skal bruges kløgtigt. Kærlighed skal på skoleskemaet! Det er vigtigere, end at vi kan slå kineserne i at forbruge og ”vækste” derudad. Vi bliver ikke lykkelige af mer-materialisme. Vi bliver lykkelige, når vores relationer fungerer, det er det, vi skal have fokus på. Når vi drager omsorg for hinanden, når vi mærker respekt og kærlighed til os selv, til vores familie, til kollegaer, til den fremmede på gaden, til hende/ham den lækre, vi har sex med. Vi trives, når vi mærker kærlighed til den verden, vi lever i. Når græsset gror og vi elsker det hele. Så har vi nemlig lyst til at skabe og give kærligheden videre, og det er en smart plan i det lange løb.

Kærligst Jakob

JEG VIL HA’ KÆRLIGHED!

Hvem er det egentlig, der har lært os at storme rundt og søge efter kærligheden konstant? Hvor kommer det fra? Jeg ved godt, at kærlighed er livsvigtig, kærlighed er det største, det bedste, dét der kan få junkier til at rejse sig fra gravens rand og få styr på økonomien og få psykopater til at forvandle sig til humanitære hjælpearbejdere. Kærligheden kan få os til at blomstre for vildt, den kan gøre os lykkelige og den kan revolutionere verden! Jeg er helt enig. Fuldstændig enig.

Gør dig fortjent til kærlighed
Jeg synes bare, det er komisk, at vi tror, vi skal have (og kræve) kærligheden fra ét bestemt udvalgt menneske, som efter kærlighedsudvælgelsen skal fylde os op med den magiske eliksir kaldet ”kærlighed” på daglig basis. Vi tror, der skal komme én og fylde på os og vi tror, at kærligheden kommer udefra. Når vi er singler, søger vi med lys og lygte efter en kæreste, så vi ikke skal leve uden kærlighed. Og når vi er i parforhold, bruger vi vores sparsomme tid på at overveje, om vi nu får kærlighed nok af kæresten, eller om vi i bund og grund burde finde en bedre, ”den rigtige”. Vi jager rundt efter den der såkaldte kærlighed og tror, vi skal gøre os fortjent til den: Er det min mave, der er for slasket? Jeg må hellere træne den mere til fitness, så jeg kan få kærlighed. Står puderne i min sofa nu rigtigt? Hvad er der galt, alle andre har fundet kærligheden bare ikke mig!!??

Vi vil fyldes op
Kærligheden er åbenbart en person, der skal komme og tilføre os den tryghed vi mangler, give os den glæde vi savner, fylde den tomhed ud vi har inden eller i det mindste gå ud med skraldespanden!! Vi vil trøstes, beundres, forgudes, knaldes, masseres, vi vil ha’ dét, der hedder kærlighed. Men hallo. Kærlighed er da ikke en helt bestemt person, der skal gøre noget helt bestemt for os, på et helt bestemt tidspunkt, (det er jo tyranni!). Kærlighed er ikke noget, der kommer og går, noget man skal gøre sig lækker for at få fat i og noget man skal opnå. Man kan godt bestille en build-a-bear-mand på nettet, men det er ikke kærlighed! Vi kan sagtens gå ud og skaffe sex, bekræftelse, ruchebaneture, det er dejlige oplevelser, det er dejligt, men vi skal ikke forveksle det med kærlighed og blive afhængige af særlige oplevelser eller særlige mennesker, vi tror, skal fylde magiske kærlighedsvæsker i os.

Kærlighed er liv
For mig at se er kærlighed en tilstand. Vi har den alle i os, vi er født i kærlighed, babyer stråler som små stjerner! Kærligheden er inde i os, selv når alt virker tomt og koldt, så har vi den indeni. Kærlighed er en tilstand, ikke et mål. Kærlighed er nydelse, det er tålmodighed, accept af den situation vi befinder os i, af den vi ér og af det vi gør. At opleve kærlighed er at lukke hjertet op, så vi kan mærke alle fornemmelserne, sanserne og følelserne! Mærke hinanden! Luk dit hjerte op og gå ud i verden; der er fyldt med folk derude, der vil dig godt, der er kærlighed overalt. Du behøver ikke vente på, at det bliver forår, så du kan gå ud og finde én, der kan lappe dig, fixe dig og fylde dig op. Kærligheden er der allerede. Kærlighed er at holde af livet, som det er, at være taknemmelig for at trække vejret, kærlighed er at sove, spise, grine, hoppe og danse. Det er en tilstand indeni, som du kan fremkalde konstant. Kærlighed er at være i live, og vi er i live, lige nu! Fokuser på dét, du holder af, luk hjertet op på vid gab – og du vil mærke kærlighed overalt. Oplev det! Grib det! Lad det fylde! Og giv det videre!!

Kærligst Jakob

Den tabte ungdom

david-bowieOkay, så har Bowie-epidemien ramt verden. Kamæleonen med det androgyne look og den karakteristiske stemme er steget til himmels, og det har fået folk til at gå helt amok på nettet over hele kloden, i sentimental sorg over ikonets død. Og så er der nogle, der siger: Slap dog af, manden var jo gammel, 69 år, mennesket SKAL jo dø, der er altså vigtigere ting at gå op i! Hvor er det dog hysterisk!

Værd at begræde
Dem, der siger det hér, er dem, der ikke forstår sorgen, og det er jo forståeligt nok. Men for rigtig mange mennesker har Bowies sange betydet alt. I ungdommen er vores sanser skærpede, åbenheden for inspiration er vild, man er søgende, man leder efter sin egen identitet og BUM, så træder Bowie op på scenen og sætter ord på tvivl, længsler og frygt. Han er liv og håb! Han har ikke svarene, direkte, hans sange er fulde af spørgsmål og han tør sætte spørgsmålstegn ved hele lortet! Han giver ikke direkte svar, nej, men han er et forbillede, han viser en vej frem, eller til siden, for han går imod strømmen, opfinder sig selv igen og igen, forandrer sig, forvandler sig, men forbliver den samme poetiske eksistentialist indeni. Han er tro mod sin kunst, sin musik. Den musik; genial musik. Det er da værd at begræde, at verden har mistet en som ham.

Ungdommen i én dør
JA, ja, ja, men hvorfor ligefrem GRÆDE over, at manden har sat træskoene? Jeg tror, en af grundene er, at når ens ungdoms-ikon død, er der noget i én, der død. Sangeren, der hjalp én gennem de svære år, forstod én, gav liv til én, smutter fra planeten og tager noget af ens ungdom med sig. Ja, nu er man ikke ung længere, man er selv på vej mod døden. Og så står man her tilbage alene, jo, man er voksen nu og kan klare sig selv, men med Bowie svæver alle minderne, alle vennerne, alle historierne og alle følelserne fra dengang. Det hele eksploderer i én. Det er som at tage afsked med en ekskæreste, der virkelig forstod én … og gav håb.

Hakkede hul i isen
Og her kommer vi til det livsvigtige, Bowie stod for, og som vi mangler så utroligt i dag i vores samfund: Det uforsigtige, det skamløse, det outrerede, det anderledes og det foranderlige. Bowie stod ikke for reaktionær, frygt/tryghed, pensionsopsparing, planlægning, fornuftig disponering og konformitet og alt det andet vi bliver bombaderet med i dag. Tværtimod. Han stod heller ikke for det typisk maskuline, som mange (unge) i dag tror, de skal indordne sig under; muskler og knytnæve-sejhed. Bowie var sin egen, han fulgte ikke de anviste normer, retninger, veje. Han skabte sine egne! Han fulgte et eller andet inde i sig selv, noget der ikke var fornuftsbestemt eller kalkuleret, han turde være anderledes, han hakkede hul i isen og viste os stjernerne!! Og alt det, synes jeg, vi skal hylde ved at græde, danse eller lytte til Bowies musik. Og jo, jo, jo vi HAR tid til at mærke efter. Så travlt har vi sgu heller ikke, at vi ikke kan give os plads til at græde, når en smuk sjæl forlader planeten. Hvis vi ikke kan det, er det hele da lige meget. Er det ik’?

Kærligst Jakob

Older posts