Der gik en uge eller mere, hvor jeg rent faktisk troede, jeg havde rystet Iris af mig. Jeg var lettet, men savnede hende også en lille bitte smule, hvis jeg skulle være ærlig. Der havde været noget frygtindgydende, men også meget flatterende over den måde, hun insisterede på at elske mig på.

Så en dag ringede hun, at hun var ved at arrangere vores rejse til Toronto.

”Til Toronto? Hvad skal vi der?”

”Jeg har fået job derovre, meget velbetalt, meget spændende, og du skal med. Forestil dig lige, hvor fantastisk, det bliver. Men det kræver nok lige nogle forberedelser af dig, for det drejer sig om et halvt år, måske mere.”

”Jeg skal ikke med dig til Toronto. Ikke under nogen omstændigheder. Hvad skulle jeg også lave der?”

”Jeg er ved at søge nogle job til dig,” sagde Iris ivrigt og lidt forpustet, som var hun selv overvældet af spændingen ved alt det nye. ”Men faktisk ved jeg jo ikke rigtig, hvad du kan. Er du til havearbejde eller mere til sprogundervisning?”

”Iris, jeg skal ikke med dig til Toronto,” gentog jeg vredt. ”Jeg har mit eget liv og mine egne projekter her i Danmark, som jeg ikke kan rejse fra.” Og så smækkede jeg røret på.

Et par dage senere fik jeg en henvendelse fra den canadiske ambassade. De var ved at behandle mine ansøgning om arbejds-, og opholdstilladelse, men manglede nogle informationer.

”Jeg har ikke ansøgt om arbejds- eller opholdstilladelse,” sagde jeg overrasket. ”Det må være en fejl. Det må være en med et navn, der ligner mit.”

”Overhovedet ikke, ” sagde den venlige sagsbehandler på engelsk. ”Jeg har dit pas lige her.”

”Umuligt,” sagde jeg. ”Jeg ved, det ligger i skuffen her ved siden af mig. ”

Mens jeg talte, åbnede jeg skuffen og ledte desperat. Det var væk. Iris måtte have stjålet det nogle uger før, da hun kom forbi for at forære mig, hvad hun kaldte en forsinket fødselsdagsgave, en stor, flot illustreret bog om tantrasex.

Ophidset og vred bad jeg sagsbehandleren på ambassaden om straks at sende mit pas retur og indstille sagsbehandlingen.

Et par dage efter kom der en kuvert med en fint svungen håndskrift udenpå, som jeg genkendte om Iris’ Jeg åbnede den. Indeni lå en flybillet til Toronto.

”Er du ved at pakke?” skrev hun på en sms lidt efter. ”Jeg kommer og henter dig i en taxa i morgen tidlig klokken ni. Glæder mig helt ustyrligt. Mine egen elskede, nu skal vi på eventyr.”

Den sjette morgen, jeg vågnede op ved siden af Iris i hendes lejlighed, kunne jeg mærke, at jeg nu virkelig ikke længere orkede at gå i seng med hende. Egentlig var hun sød og charmerende, men desværre var hun begyndt at vise tendens til at blive uudholdeligt klæbende. Hun forsøgte hele tiden at holde på mig mod min vilje. Hver gang jeg var lige ved at bryde op, udfrittede mig om alt, hvad jeg foretog mig.

Jeg vendte mig i sengen og kiggede på hendes ivrige, blåøjede ansigt og kunne ikke lade være med at føle en irritation, som jeg var nødt til at reagere på.

”Hvordan ser du fremtiden sammen med mig?” spurgte hun spekulativt over morgenmaden og så drømmende ud af vinduet. ”Ser du det samme som mig? Oliventræer, et langbord, sol, dejlige unger, dig og mig tæt sammenslyngede, forelskede og fordybede i hinanden for 15. år i træk.”

Hun havde linet både juice, ost, skinke, røræg, bacon og bagels op på bordet foran mig. Jeg tog en bid af en bagel, men havde ingen appetit.

”Fremtiden? Den tænker jeg ikke så meget over,” svarede jeg sløvt.

Iris rejste sig og kom over og satte sig energisk på skødet af mig. Hun havde et par brødkrummer i håret.

Jeg vred mig lidt, pillede krummerne ud, og bad hende sætte sig tilbage på sin egen stol. Det nægtede hun og kyssede mig sugende på halsen.

”Nu skal du altså lytte til mig, Iris, ” sagde jeg indtrængende. ”Jeg er sådan en, der vil sprede min kærlighed ud. Det er min mission her i livet, min kærlighed har aldrig været bestemt kun for dig.”

I dag kan jeg godt høre, at det lød kvalmende, men dengang var jeg stolt af denne sætning, som jeg havde tænkt meget over og fremførte med indøvet pondus.

Den havde da også en ret stor effekt. Iris blev bleg og sad mundlam og stirrede på mig i flere sekunder, helt betuttet. Så bøjede hun sig frem, lagde hånden om min pik uden på mine jeans og sagde: ”Så må det jo være min mission at få dig til at skifte holdning på det punkt, ikke?”

Jeg fjernede hårdhændet hendes hånd. ”Det tror jeg ikke, du kan.”

”Vent og se,” sagde hun og lænede sig langsomt og selvsikkert tilbage i stolen. ”Der er en ting, du ikke ved om mig, og det er, at jeg ikke finder mig i at blive vraget. Aldrig nogen sinde.”

Jeg lo nervøst og rejste mig. ”Jeg går nu! Du må indse, at det her er forbi. Jeg kommer ikke tilbage.”

Iris sagde ingenting. Men lidt efter, da jeg gik ud af døren, råbte hun efter mig: ”Jeg har en overraskelse til dig, bare vent.”

Det gøs i mig, da jeg lukkede døren bag mig.

Der er en underlig tendens i tiden til, at vi for enhver pris skal have parforholdet til at vare så længe som overhovedet muligt. Flere parterapeuter prædiker om det lange forløb. Dybden. Loyaliteten. Mange medietyper siger det samme. Det er som om, vi skal påduttes at acceptere den grå leverpostejsvej – så længe vi kan få alle de andre ”glæder” fra parforholdet, såsom tryghed og den store tv-pakke. Parforholdet er ikke engang konfliktfyldt længere, det er uden de store følelser, uden erotisk ild, og det er ok. For til gengæld har vi hverdagen, de praktiske opgaver, logistikken, skemaerne, og dé ting skal bevares, for Guds skyld.

Parforholdsopsparing
Tryghed er blevet en meget vigtig værdi. Vi laver pensionsopsparinger i den store stil, og vi skal åbenbart også se kærlighedslivet som en investeringskonto, hvor det gælder om at ofre en masse kedelig hverdag for til gengæld at få en lang god alderdom sammen, siddende på den dér badebro, man hører så meget om. Stolte over at have holdt hinanden ud så længe. Rolige og trygge ved tanken om, at den anden vil hente stokken til én og gå med til de ugentlige lægetjek. Hey, hvad er vi ude i? Parforholds-alderdomsopsparing?

Hvorfor er værdien tryghed mere interessant end passion, lidenskab, opfyldelse af vilde drømme, eventyr, frigørelse og udvikling? Hvorfor al den tryghed? Hvad er det, vi er så bange for? Jo, jo, vi har vel alle frygten for at dø, frygten for ensomhed, frygten for ikke at blive elsket, frygten for fiasko. Men skal vi værne os mod den eksistentielle frygt i tryghedssofaer, eller skulle vi i stedet tage udfordringen op og belyse noget af al det mørke, der åbenbart er inde i os?

Et trygt lille land
Vi lever i et af de tryggeste lande i verden. Vi kan gå gratis til lægen og gratis i skole, vi er ikke i krigstilstand og lider heller ikke under de store naturkatastrofer. Vi har faktisk den perfekte boldbane at boltre os på, vi har alle muligheder for at afprøve nye måder at gøre tingene på, og til at blive bevidste. Hvorfor skal vi være så reaktionære i værdisættet og acceptere at sidde og visne i sofaen med én, der ikke tænder på os? Hvorfor ikke vælge eventyret? Slippe den kristne tryghedsidyl og afprøve nye sider af livet? Hvorfor ser man det som negativt, at skilsmisseprocenten er høj? Måske er det et sundhedstegn! Måske er det et plus, når folk ikke gider blive sammen, når sexlivet er fordampet, og kun arbejdsopgaverne er tilbage. Hvorfor skal den livslange reaktionære kærlighed ses som noget specielt smukt?

Vi er i udvikling
Det er et problem, når det lange parforhold/ægteskab hyldes samtidigt med, at folk i en lind strøm går fra hinanden. Folk kan ikke leve op til det gamle pladder om ægteskabet, og det, der er problemet, ér, at det bliver set på som et problem. Vi mødes, vi skilles, vi bliver venner, vi møder nye. Det skal folk da ikke have dårlig samvittighed over. Hvorfor ikke hylde dét i stedet for trygheden? Vi har gennem historien kæmpet for kvindernes frihed, for barnets frihed, for erotisk frihed. Vi kan tænke abstrakt, vi kan tænke innovativt, vi er i rivende udvikling. Hvorfor så holde krampagtigt fast i gamle ægteskabsværdier fra dengang man ufrit var bundet af hinanden på grund af økonomi og overlevelse? Vi lever i en anden tid nu, det virker da underligt, at vi skal føle os forkerte, når vi udlever det frie væsens muligheder: At vælge til og vælge fra. Parforholdet er et tilvalg, det er en dejlig luksus (måske den bedste) så længe det varer, og det skal vi nyde. Men vi skal ikke forsage parforholdet. Vi skal i stedet hylde livet, hinanden og alle de herlige spændende oplevelser, der venter os!

Forelskelse gør mærkelig ting ved en. Det ene øjeblik er jeg nede, det andet oppe. Jeg har oplevet så meget, at jeg ind imellem bliver bange for, hvad der vil afsløre sig i mit nye forhold hen ad vejen. Lige så mange skønne oplevelser med kærligheden, jeg har med mig fra fortiden, lige så meget lort er der også i min bagage.

Noget af det allerværste, jeg har oplevet, var den periode, hvor mit liv var ved at blive totalt smadret af den kærlighedssyge Iris. Kæresten fra helvede.

Jeg mødte hende ude i byen på en fancy bar. Jeg var der sammen med nogle venner, som kendte nogen fra det selskab, hun sad sammen med ovre i hjørnet. De sang og grinede, og mine venner og jeg mixede ind. På en eller anden måde fik Iris og jeg straks øjenkontakt. Hold kæft for nogle hede blikke, tænkte jeg. Der er brand i hende. Vi endte i en sofa i et hjørne af natklubben klinet op og ned ad hinanden. Iris udstrålede med hver en fiber, at hun var intelligent, havde en stor akademisk uddannelse og også en flot karriere. Den slags har altid gjort mig blød i knæene, måske fordi jeg ingen uddannelse har selv. I øvrigt havde hun også en ganske flot krop. Brede hofter og gode bryster, som hun hele tiden lænede ind mod mig, som ville hun have, at jeg skulle gribe om hende og tage fat i store håndfulde. Hendes lange krusede, blonde hår strejfede også hele tiden mit jakkeærme, mens hun så mig dybt og intenst i øjnene med en glubende sult. Lidt af en amazone, tænkte jeg begejstret og allerede liderlig. Vi drak champagne og lo en masse af hinandens vandede vittigheder. Den slags man gør i den indledende dans. Hendes latter var dyb og melodisk og meget, meget sexet.

Nogle dage efter inviterede hun mig hjem til sig i sin smukt og dyrt indrettede lejlighed på Islands Brygge. Helt forudsigeligt endte vi i hendes dobbeltseng og havde god, men, må jeg indrømme, også lidt skuffende sex. Min oplevelse var, at hun mere end at være en amazone var en kernesund, normal, men også lidt forkælet kvinde. Selv om hun helt åbenlyst kendte sine virkemidler, manglede hun lige så åbenlyst mod til at have sig selv ordentligt med i dem. Vi bollede i teatralske stillinger, hun hvæsede katteagtigt, når hun kom og slog mig hele tiden i bagdelen og rev min hud på ryggen op. Men det virkede ærlig talt mere tillært end ægte.

Snart fandt jeg ud af, at hun var vokset op i den kreative overklasse. Jeg tænkte, at hun aldrig rigtig havde behøvet at arbejde for det, hun ville have, og at det var derfor, hun virkede så anstrengende at være sammen med.

Forelsket var jeg i hvert fald ikke.

Vi var sammen fire-fem gange. Så meddelte jeg hende, at jeg ikke havde lyst længere. ”Men jeg har købt ind til en stor middag, du kan da ikke bare lade mig i stikken.” Jeg beklagede, at hun havde gjort sig umage uden grund, men fastholdt, at jeg havde andre planer. ”Jeg synes godt, du kunne prioritere vores forhold lidt mere,” sagde hun bestemt. ”Især her i starten, hvor vi skal lære hinanden at kende.” ”Hør her, jeg synes, du er dejlig, vi har gået i seng sammen nogle gange, men jeg ser os ikke som kærester.” ”Det gør jeg. Vi to passer helt vildt godt sammen. Jeg har været på udkig efter en som dig, vanvittigt længe, så jeg giver ikke uden videre slip. Kommer du så?”

Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde ja. Jeg burde i den grad have anet uråd. Men … ja, Iris var bare typen, som ikke tog et nej for et nej. Det stod snart lysende klart for mig.