Om Bloggen

En blog om jagten på lykke, sex og kærlighed

Mit navn er Jakob Olrik, jeg er sexolog og inviterer dig med denne blog helt tæt på mig og mine oplevelser med de kvinder, jeg har elsket og elsker, og som har elsket mig. Sideløbende fortæller jeg også om flere af de stærke, interessante kvinder, der omgiver mig, og deres jagt på lykke og erotik.

F.eks. kan du møde Panda, en dejlig 23-årig århusianer, som er min første rigtig store forelskelse i ti år.

Du kan møde min gode veninde Snehvide, der er mor til to, og som for nylig blev forladt på den mest usle måde af sine børns far, men nu har kastet sig over afrikansk dans og med blandet held forsøger at få sine erotiske behov dækket der.

Og du kan møde Iris, som jeg troede bare skulle være en kort affære, men udviklede sig til at blive mit livs mareridt.

Rundt om mig
Jeg er 42 år, far til en sød pige og har i mange år haft et tumultarisk kærlighedsliv. Det ene øjeblik forbandede jeg romantik og al dets væsen, det andet var jeg den største romantiker på jorden. Det ene øjeblik var jeg inkarneret single og en stor fortaler for singlelivets velsignelser, det andet drømte jeg indædt om at få en italienskinspireret storfamilie. Det var alt sammen, inden jeg mødte Panda. Hun har vendt op og ned på meget.

Jeg ernærer mig som sexolog og har flere gange vakt opsigt med mine kronikker og debatindlæg i Politiken, Information og BT, hvor jeg opfordrer til en sex- og kærlighedsrevolution og til at give meget mere plads til lidenskaben. Desuden har jeg holdt mængder af foredrag rundt omkring i hele Danmark, hvor mere end 20.000 kvinder har oplevet mig fortælle om mænd, kvinder, sex og kærlighed.

Jeg håber, at du vil kunne lide den.

God læselyst!

Kærlig hilsen
Jakob