• ···

Tvivl på dig selv!

godt_nytaar

Vi står foran et nyt år. Det er tid til at springe ud af alt det gamle og ind i noget nyt; et helt nyt år! Så hvorfor ikke evaluere lidt, tage drømmene op til revision og sætte spørgsmålstegn ved os selv. Jo, jeg mener det: sæt spørgsmålstegn ved dig selv, tvivl på dig selv. Og her mener jeg ikke, at du skal tvivle på dén, du ér, men på dét, du gør. Gør du det godt nok? Er du der for andre? Følger du dit hjerte? Ja, det er tid til at spørge os selv, om vi er ordentlige nok, om vi er kærlige nok, om vi er nok forstående, lyttende, accepterende overfor andre og os selv. Får vi sagt og vist, at vi elsker? Husker vi at bruge tid på at holde i hånden, kysse i nakken og hviske poesi? Lever vi med løgne, bedrag, fortielser og fortrængninger, eller står vi frem? Lever vi, som vi gerne vil leve?

Kæmper du nok?
Ikke for at lyde Gajol-agtig, men altså, vi har ikke uendelig med tid, alligevel tror vi, at vi har tid nok til at nå at få sagt det hele og vist det hele. Men hey, tiden går! Gør du det, du plejer at gøre, mens du drømmer om at leve mere lykkeligt, saligt, sjovt og kærligt? Kæmper du nok for kærligheden?! Kræver du fred? Tør du være den sårbare, der siger undskyld, tør du mærke, at du har brug for nærhed og ømhed? Har du kræfter til at ændre på dine mønstre, så du kan være tilfreds, eller bruger du kræfterne på at overleve, arbejde, planlægge og udføre gøremål … mens sløvheden får dit liv til at føles mekanisk? Har du tid til pauserne? De små pauser, hvor du mærker. Sanser. Forstår dig selv.

Vi skal blomstre for vildt
Jeg må sige, at jeg er godt træt af vores samfunds vækst-tankegang. Jeg tager virkelig afstand fra robot-karrierelivets tilsidesættelse af ånd, sanselighed og drømmeri. Jeg hader begrænsningerne i ”sådan noget kan man ikke”, og ”det må vente til, jeg får tid”. Jeg tror, at vi skal være os selv fuldt og helt hver dag, vi skal stole på, hvad vores hjerte hvisker, stole på vores drifter og stole på vores lidenskab! Vi skal gøre alt det, der gør os glade og frie, og vi skal gøre ALT for, at andre har det på samme måde. Vi skal hjælpe hinanden, hele tiden, støtte og forstå hinanden, elske alt hvad vi overhovedet kan, så vi kan få hinanden til at blomstre for vildt!! Lad os sige fuck alt dét, vi får tudet ørerne fulde af, af latterlige vækst-idealer. Vi skal stå imod, sammen, og turde lukke vores hjerter op på vid gab. Tør vi det? Ja vi gør!

Godt nytår folkens!

Kærligst Jakob

JEG HØRER ET JESUSBARN GRÆDE

christmas

Jeg kan godt lide, vi fejrer Jesus her til lands. Den lille dreng, der blev født af en fattig kvinde, og som viste sig at være himlens kongesøn. Han var et helt specielt godt menneske, men egentlig tror jeg, at hver eneste mor og far i verden ser på deres nyfødte barn og tænker: Det er jo en engel, et mirakel, det er vores lille Jesusbarn! Børn er jo guddommelige (især i deres forældres øjne), de er lyset, der giver det hele mening, og derfor knuser det vores hjerter fuldstændigt, hvis vores barn lider. Når et barn græder, græder dets forældre dobbelt indeni.

Jeg ved ikke, hvad der sker for tiden, men det virker som om, vi danskere tror, vi er hævet over andre forældre. At vores børn er mere værd end deres. At når deres børn græder, så skal vi lukke ørene og gøre os kolde overfor dem, for de er under-mennesker, børnene er under-børn. Ja, jeg snakker om de mennesker, der er på flugt fra krig for tiden. Mennesker på flugt med små børn på armen. Disse børn er Jesusbørn i deres forældres øjne. Disse børn har allerede set for meget, oplevet for meget ondt. Børn på flugt fra krig, skal behandles med ekstra stor kærlighed og varme! Det siger næsten sig selv.

Kærlighed
Jesushistorien, som vi fejrer lige nu, handler om kærlighed. En kærlighed, der omfatter os alle, Guds kærlighed. Den bor i os, og vi har alle en forpligtigelse til at hjælpe, hver gang vi hører et barn græde. Jesus lærte os, at vi skal bruge vores barmhjertighed hver dag, både overfor dem, vi kender, og dem, vi ikke kender. Jeg er stolt af at bo i et land fuld af engagerede helhjertede mennesker, der kan lide at gøre noget godt for andre og hjælpe andre. Hver eneste dag hører jeg menneskelighedens stemme. Derfor piner det mig, at nogle af vores politikere opfører sig decideret afstumpet, småligt og hadsk. Hvad sker der for dansk politik? Har vi mistet vores følsomhed og forståelse overfor mennesker, der er presset ind i modbydelige livssituationer? Forstår vi kun os selv og vores egne problemer? Har vi ikke plads og råd til næstekærlighed?

Hvad ville vi selv forvente?
Det kunne være OS, der var på flugt lige nu. Det er en tilfældighed, at vi er født hér og ikke dér; at vi kan sidde her og stene NetFlæsk og spise julegodter, mens de må løbe fra bomber og blod. Nogle danskere opfører sig som om, det er okay, IKKE at være søde mod dem, der er tvunget på flugt. Nogle synes, det er fint nok at se ned på dem. Jamen, hvad så den dag, vi selv er på flugt? Ønsker vi ikke selv at blive taget indenfor i varmen og få en skål suppe uden at blive set ned på? Forventer vi ikke, at andre mennesker i andre lande vil have barmhjertighed og hjertevarme nok til at støtte og hjælpe os, hvis vi kommer i nød? Forventer vi ikke, at de vil møde os (og vores børn) med åbne arme og høflighed? Jo, ved Gud gør vi da det!

Mens vi venter på freden
Men vi kan jo ikke redde hele verden, siger nogle. Næh, men vi kan da prøve! Jesus gav da aldrig op! Vi skal kræve af vores politikere, at de investerer i at løse de store problemer i verden. At de sammen med resten af verdens politikere bruger kræfter, tid og penge på at skabe fred i verden! Og i mens må vi andre sørge for at trøste, støtte og hjælpe de mennesker, det går ud over lige nu. Dem, der kommer til vores dør, til vores kommune, til vores banegård med børn på armen. Tag dem ind! Vis dem respekt! Verden har brug for kærlighed og barmhjertighed. Jeg ønsker alle en glædelig jul, og jeg drømmer om julefred … Verdensfred!

Kærligst fra Jakob Olrik

Snehvides umulige længsler

I dag ringede Snehvide helt fortvivlet. Hendes elsker Jupiter har ikke ladet høre fra sig i flere dage.

End ikke en lille sms.

”Hvordan kan han byde mig det, med alt det, jeg har fundet mig i fra hans side? Tror du slet ikke, han er interesseret i mig længere?”

”Der er kun gået fire dag, siden han spiste hos dig, er der ikke?”

”Det er da rigeligt tid. Han kunne have sendt en sms med tak for sidst.”

”Du sagde, du ikke var forelsket i ham, men nu lyder du da alligevel ret vild med ham.”

”Åhr, jeg ved det ikke. Jeg kan ikke finde ud af en skid. Måske er det bare min stolthed, der siger, at han skal tigge mig om lov til at se mig igen. Er det ikke helt almindeligt høfligt, at man lige sender et lillebitte tak til den kvinde, man har bollet på køkkengulvet i flere timer? Eller er det mig, der er gammeldags?”

”Måske er det bedst, at du glemmer ham og sætter nogle nye gryder i kog. Du har fået det, du ville have, nu skal du videre. Der kommer altid en sporvogn mere.”

”En sporvogn? For fanden, Jakob, dine billeder. Hvordan kan du få sporvogne til at passe sammen med gryder?”

”Det, jeg mener, er, at der er masser af mænd derude, som vil være vilde med at bolle med dig.”

Lidt senere på dagen hører jeg igen fra Snehvide. Hun skrev i en sms til mig: Sendte alligevel et par ord til Jupiter. Han svarede, at han vil have mig, snart, og næste gang må jeg ikke have trusser på.

Black and white photo of young caucasian couple

Black and white photo of young caucasian couple

Hvordan er vi et par? #2

Man kan have et parforhold på utrolig mange måder. Her taler jeg slet ikke om, hvilke personligheder man har, men om selve konstruktionen af parforholdet.

Historisk set er parforholdet en pagt, man laver med hinanden. Helt traditionelt en ægtepagt. Og som sådan ikke stort forskellig fra andre pagter eller kontrakter, vi indgår. Pensionspagt, forretningspagt, overenskomster, kontrakter.

Man stiller et sæt spilleregler op, som alle er orienterede om, og som alle er indforståede med.

Den mest traditionelle parforholdskontrakt er ægteskabet. Her har dels kirken defineret, hvad man må og ikke må i parforholdet. Dernæst har der været samfundsmæssig fornuft i at bakke op om ægteskabet, da det har skabt ro og tryghed for især kvinderne og børnene.

Men verden har jo ændret sig. Meget få danskere har et så religiøst livssyn, at den kirkelige ægteskabspagt giver nogen dybere mening. Og samfundsmæssigt tjener kvinden i dag tæt på det samme og ofte ligefrem mere end manden og kan sagtens forsørge sig selv.

Så den traditionelle ægteskabspagt er ikke længere logisk, og derfor eksperimenterer vi helt naturligt med andre former for parforhold.

I 60’erne gik der voldsomt mode i at eksperimentere. Derfor er mange af os i dag en del af skilsmissegenerationen. Det var det store opgør med kernefamilien. Og når de så blev skilt, kunne de hade hinanden i 15-20 år, fordi skilsmissen tit var ønsket af den ene part og ikke den anden. Og ikke mindst fordi det var helt nyt, og de ikke anede, hvordan de skulle håndtere en skilsmisse.

Næste generation, skilsmissegenerationen, har så lært, at sandsynligheden for, at man bliver sammen hele livet, er stort set lige så stor, som at man får en rumrejse. Vi er blevet meget bedre til at leve i fred og fordragelighed med vores ekser. Ingen vinder ved det årelange had, så man kan lige så godt slappe af med hinanden.

Og i dag er det ekstra vigtigt, at man er god til skilsmisse, for jo ældre man bliver, jo flere ekser kan man have med på slæb. Og så kan det blive temmelig anstrengt, hvis man skal gå og hade dem alle sammen – eller de hader dig.

Og vi eksperimenterer og undersøger endnu mere end vores forældre med, hvordan man kan leve sammen på andre måder end i det konventionelle ægteskab.

Et parforhold får helt klart en ekstra dimension, hvis der også er børn involveret. Så bliver det endnu vigtigere – også for børnene – at der er klarhed over, hvordan reglerne er i det moderne og måske meget alternative parforhold.

Men der findes ikke noget parforhold, der er rigtigt eller forkert. Ikke noget, der er bedre end andet. Der findes kun DIT forhold, og det eneste vigtige er, at du og din partner fungerer i det.

Vores bedsteforældres kernefamilie har spillet fallit som den ultimative model. Nu skal du og din partner finde ud af, hvad det er, I søger.

Mange konflikter i parforholdet handler om, at vi definerer det som en patentering af seksualiteten. De reelle udfordringer handler sjældent om Ikea-møbler eller vasketøj, men om den arv, vi stadig bærer fra vores bedsteforældres ægteskabspagter: Når vi er kærester eller gift, så har du KUN sex med mig!

I alle andre forhold i vores liv er vi blevet vant til en meget stor frihedsgrad. Vi svinger dankortet, når vi vil købe noget. Hvis vi vil have en bil, køber vi en. Vores singleboliger er fuldt udstyrede som et rigtigt hjem. Vi har stort set frihed til at gøre, hvad vi vil. Vi beslutter selv uddannelse, arbejde, bolig.

Men i parforholdet hænger vi fast i den gamle dogmatik om, at hvis du er min kæreste, kan du ikke have sex med andre.

Der er friheden ikke helt fulgt med – og det kan være et meget væsentligt område at tale om, når man starter et parforhold op. Som nyforelskede har man næppe lyst til at være sammen med andre. Men hvad er hendes holdning generelt til emnet? Og hvad er din?

Jeg har her lavet en liste over de modeller, jeg kender til. Mange af dem kan også kombineres med hinanden, ligesom man i et parforhold kan veksle mellem forskellige måder at være par på gennem årene. Det vigtige er i virkeligheden bare, at man har talt om det inden. At man har forventningsafstemt, hvordan det skal fungere for begge og forholdet, så der er åbenhed og rene linjer. Det skaber nemlig tryghed og forøger den tillid og den nærhed, der er vigtig for, at et parforhold fungerer.

images-2

Snehvide tager imod ordrer

Jeg har lige talt med Snehvide.

Aftenen med Jupiter var underlig, sagde hun. Han kom ind ad døren hjemme hos hende, satte sig ved bordet og huggede maden i sig. Mens de spiste, spurgte hun ham ud om hans liv, og han fortalte villigt, men spurgte ikke hende om noget den anden vej.

Efter middagen rejste han sig pludselig og bad hende tage kjolen af og sætte sig ned på hug. Det gjorde hun.

Så tog han sin pik frem og beordrede hende til at sutte den. Rimeligt grænseoverskridende.

Hun gik i gang, mens han instruerede hende undervejs. Sådan og sådan. Brug tungen lidt mere. Hurtigere nu. Endnu hurtigere. Og så lidt langsommere.

På et tidspunkt ringede hans mobiltelefon.

Bliv siddende, sagde han og trak pikken ud af hendes mund. Du rører dig ikke, ellers kommer jeg tilbage og voldknepper dig. Og så gik han ud og tog telefonen og snakkede længe.

Snehvide blev siddende på knæ i bh og trusser med armene hængende ned langs siderne. Snart begyndte det at gøre ondt, men hun turde ikke rejse sig.

På den ene side brændte ydmygelsen i hende, men det samme gjorde ophidselsen. Hun kunne ikke genkende sig selv. Her sad hun, en kvinde, der fandeme nok kan finde ud af at tjene sine egne penge og klare sig selv, og så nød hun at lade en selvoptaget mand som Jupiter bestemme over sig. Hun blev siddende i ti minutter, før han kom tilbage og beordrede hende til at afslutte arbejdet. Så fik han hende til at rejse sig op, flåede bh’en og trusserne af hende, lagde hende ned og bollede hende på køkkengulvet. Han tog hende både forfra og bagfra. Nev i hendes kridhvide hud, hev i hendes kulsorte hår og suttede hårdt på hendes brystvorter.

”Er du forelsket i ham?” spørger jeg, da hun fortalt alt, hvad der var at fortælle og hiver efter vejret, ophidset igen.

”Nej,” næsten råber hun. ”Det har intet med forelskelse at gøre. Jeg er ikke engang sikker på, jeg vil se ham igen. Slet ikke. I virkeligheden har jeg nok bedst af ikke at se ham igen.”

images-1

Older posts